Hjartasteinn - Island

Billede fra"Hjartasteinn" (Island) - Baldur Einarsson og Blær Hinriksson
Photographer
Roxana Reiss
Filmen "Hjartasteinn" fra Island er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2017.

En fjerntliggende fiskerlandsby i Island. Her oplever teenagedrengene Þór og Kristján en omtumlet sommer med følelsesmæssigt opbrud og seksuel vækkelse. Mens den ene forsøger at vinde en piges hjerte, bliver den anden klar over, at han nærer nye følelser for sin bedste ven. Da sommeren slutter, og den barske islandske natur på ny kræver sit, er det tid at vende legepladsen ryggen og konfrontere voksenlivet.

Bedømmelseskomitéens motivering

Filmen Hjartasteinn er en coming of age-fortælling om teenagerne Þór og Kristján og foregår hen over en sommer i en lille islandsk fiskerlandsby. De to drenge udforsker de enkle udendørs glæder, som kendetegner den islandske sommers lyse nætter. De fisker, tager på lejrtur og møder piger. Centralt i historien er det dybe, kærlige venskab og den mulige seksuelle spænding mellem de to drenge.
 
Guðmundur Arnar Guðmundsson er afslappet og naturalistisk i sin instruktion, og skønt de smukke islandske fjorde danner en enestående ramme om handlingen, overskygger omgivelserne ikke fortællingen og dens stærke fokus på drengenes oplevelser. Skuespillerne Baldur Einarssons og Blær Hinrikssons bemærkelsesværdigt stærke spil og Østislands grønne scenerier understreger kun endnu mere den særegent følsomme styrke, som kendetegner filmen.

Manuskriptforfatter/instruktør/producer - Guðmundur Arnar Guðmundsson

Guðmundur Arnar Guðmundsson (f.1982) er bosiddende i både Danmark og Island. Han er uddannet på Islands Kunstakademi og flyttede derefter til Danmark for at studere manuskriptforfatning. Hans kortfilm er blevet udvalgt på over 200 festivaler og har vundet flere end 50 internationale priser.

Guðmundsson skrev sin spillefilmdebut Hjartasteinn under et ophold i Cannes med støtte fra Cinéfondation. Siden verdenspremieren på Venice Days 2016 har filmen haft en bemærkelsesværdig international karriere med forevisninger på omkring 50 festivaler og flere end 30 priser, herunder Queer Lion på Venice Days, publikumspriser på festivalerne CPH:PIX, Transilvania, Linz Crossing Europe og Angers Premiers Plans samt 9 islandske Edda-priser, herunder for Bedste film, Bedste instruktør, Bedste manuskript og Bedste skuespiller.

Instruktørens næste projekt hedder Chicken Boy.

Producer - Jesper Morthorst

Jesper Morthorst (f.1977) er producer hos SF Studios Production i Danmark. 
Han er bachelor i film og medievidenskab fra Københavns Universitet og dimitterede som producer fra filmskolen Super16 i København i 2006. I de seneste ti år har han arbejdet på 18 spillefilm, kortfilm, dokumentarfilm og tv-serier. Han har produceret film som Hjartasteinn og Stille Hjerte af Bille August, der var nomineret til Nordisk Råds filmpris i 2015, samt de populære tv-serier Norskov og Rita. Hans film har konkurreret på førende festivaler i Berlin, Venedig, Toronto, San Sebastián, Karlovy Vary og Rotterdam.

Morthorst deltog i Producers on the Move i Cannes i 2011 og modtog en delt Lorens-pris i Göteborg 2017 for Hjartasteinn.

Producer - Anton Máni Svansson

Anton Máni Svansson (f. 1984) stiftede Join Motion Pictures i Reykjavík 2007 med det mål at skabe nære samarbejder med talentfulde unge manuskriptforfattere og instruktører. Han satte straks sit navn på verdenskortet med værker af de talentfulde unge manuskriptforfattere og instruktører Guðmundur Arnar Guðmundsson og Hlynur Pálmason. Denne dynamiske tilgang har indbragt ham over 100 internationale priser for spillefilm, der har haft premiere i konkurrencer på A-festivaler verden over, herunder i Cannes, Venedig og Toronto.

Svansson deltog i Producers on the Move på Cannes-festivalen i 2017.

Producer - Lise Orheim Stender

Lise Orheim Stender (f.1984) er producer hos SF Studios Production i Danmark. Hun er uddannet i film og medievidenskab fra Københavns Universitet i 2010. Hun producerede Hjartasteinn i 2016. Filmen havde premiere i Venedig i August 2016 og har efterfølgende vundet flere end 30 priser.

Produktionsoplysninger

Originaltitel: Hjartasteinn

Instruktør: Guðmundur Arnar Guðmundsson

Manuskriptforfatter: Guðmundur Arnar Guðmundsson

Hovedroller: Baldur Einarsson, Blær Hinriksson, Diljá Valsdóttir, Katla Njálsdóttir

Producere: Anton Máni Svansson, Lise Orheim Stender, Jesper Morthorst, Guðmundur Arnar Guðmundsson

Produktionsselskab: SF Studios Production/Join Motion Pictures

Spilletid: 129 minutter

Islandsk distribution: SF Studios

International distribution: Films Boutique