Ida Jessen

Ida Jessen skriver om forholdet mellem mennesker. Dér hvor det er mest intenst, dér hvor det gør mest ondt. I en prosa der på den ene side taler med dæmpet stemme, på den anden side kan skeje ud i det komiske og anekdotiske og har en højst energisk fremdrift. I novellesamlingen Postkort til Annie handler det om forholdet mellem mand og kvinde og forholdet mellem mor og søn. I centrum står ofte en kvinde og ofte i brand, forladthedens brand, forelskelsens brand, det uforløste begærs brand, moderkærlighedens feber. Sønnerne er ofte uregerlige, ligefrem voldelige, og mødrene er forelskede i dem. Mændene er ofte slatne, og kvinderne forelsker sig alligevel i dem.

Jessen excellerer i formuleringer, der kort og koncentreret sammenfatter en hel tilstand eller situation; en sorg, et ægteskab, en forelskelse, en dansk turistby ved havet. Når det om to små piger, der lige har mistet deres mor, hedder: ”Håret flettet af en usikker hånd”, og hele moderens fravær findes koncentreret i fraværet af den sikkert flettende moderhånd. Når et forhold mellem ægtefæller opsummeres i denne replik: ”Ja, hvordan snakker man om sin ægtefælle? Man siger vi.” Når en glødende forelskelse og hvad deraf fulgte kan fortælles med en enkelt sætning og et ekko: ”… og de fejede direkte ind i en omfavnelse, der varede ved i mange, mange år. En omfavnelse.” Når hele begærsøkonomien i den lille turistby får et koncentreret billede i ”hjemmebagerens dødbagte kanelboller”. Når kvinden ængstes for at blive forladt af manden, men også længes efter at blive fri ”ikke for ham, men for sit håb til ham.”

De fleste af novellerne er skrevet i tredje person, men med en fortæller der fletter sig ind i hovedpersonens perspektiv, bortset fra den lange kriminovelle ”December er en grusom måned”, hvor fortælleren i højere grad svæver over vandene, fra den ene karakter til den anden, i en kalejdoskopisk komposition, der skaber en høj grad af spænding.
Jessen er en mester i suspense. Kun én af novellerne rummer en decideret mordgåde, som læseren i høj grad selv må løse, men alle har de en høj puls, et tilbageholdt åndedrag, noget gådefuldt som ikke nødvendigvis finder en løsning. Hvem er den mystiske mand, som moderens 20-årige søn flytter ud til på landet i ”Mor og søn”? Hvorfor vil sønnen Sofus ikke have noget med sine forældre at gøre i novellen ”Et skænderi”? Hvorfor skjuler hr. og fru Saugmann helt frem til hendes begravelse at hun har en datter der ligner hende på en prik? En sitrende energi driver os nysgerrige frem gennem fortællingerne, men vi får ingen klare svar eller løsninger.

Ofte skifter novellerne fokus: Noget der ligner historien om det fatale møde mellem en sindssyg kvinde og en bus, bliver til historien om det fatale møde mellem en ung mand og en ung kvinde. Noget der ligner historien om et par der er på kant med deres voksne søn, bliver til historien om en brændende kvindekrop som ikke bliver forløst. Noget der ligner historien om et venindeskab der overlever en skilsmisse, bliver til historien om et døende ægteskab der overlever en veninde. 
I titelnovellen ”Postkort til Annie” får vi at vide, at hovedpersonen som ung blev betragtet som ”alt for godtroende”, ”sød og naiv”, men at hun selv følte sig ”gennemtrukket af en benhård kynisme, der kom fra hendes eget hjerte, og som fik hende til at se lige igennem de mennesker, hun var sammen med, og lige igennem sig selv.” Dette portræt kan synes at indfange en dobbelthed ved novellernes fortælleperspektiv generelt: Et blik der på den ene side betragter karaktererne venligt og kærligt, på den anden side iagttager og gennemlyser dem ganske nøgternt.

Postkort til Annie er højintens psykologisk realisme, men har også noget af drømmens klare gådefuldhed over sig. Som et stærkt og uafrysteligt drømmebillede fæstner sig den scene hvor den ældre kvinde (”hun har nået den alder, hvor kvinder har tendens til at blive gennemsigtige”) besøger sin bevidstløse, voksne, forbryderiske søn på hospitalet, og han pludselig slår sit øje op: ”Det er Mogens’ øje, mørkt og forskende. Det er som om han ser på hende med en viden fra en anden verden. Sådan så han også på hende, da han var nyfødt, med sine mørke øjnes grunden.”

Med disse noveller brillerer Ida Jessen i sin litterære udforskning af de stærke bånd mellem mennesker, hvordan de knyttes, hvordan de brydes. Det er eksistentiel og psykologisk klogskab i novelleform. Men det er også højenergisk prosa med en sitrende fremdrift i sprog og komposition, en på én gang dæmpet og fandenivoldsk fortælletone, en overbærende humor og drømmeklare, gådefulde billeder. 

Lilian Munk Rösing, Asger Schnack