Linda Fredriksson

Fotograf
Tero Ahonen
Saxofonist Linda Fredriksson er nomineret til Nordisk Råds musikpris 2024 for solodebutalbummet "Juniper" (2021).

Motivering

Linda Fredrikssons (født 1985) solodebut Juniper betragtes allerede som en klassiker blot to år efter udgivelsen. Da albummet blev udgivet havde Fredriksson allerede skabt en anseelig karriere som solist i succesfulde ensembler. Hens gruppe, Mopo, spillede musik som endda blev kaldt for punkjazz. Med Juniper trådte Fredriksson endegyldigt frem som en af Finlands mest strålende og internationalt anerkendte saxofonister. I Finland er albummet blevet belønnet med næsten alle tænkelige branchepriser, og den har desuden solgt godt af en jazzplade at være. 

Linda Fredriksson er kendt for sin heftige og særegne måde at give slip på. På albummet Juniper afsøger hen nye, følsomme og personlige veje, både som komponist og udøvende musiker. Resultatet er en intimt skrøbelig men stærk helhed, hvor lyriske og smukke melodier smelter sammen med et syntetisk lydunivers. Musikken er blevet beskrevet som singer-songwriter-musik, som fremføres af et jazzband. 

Juniper er et helhedskunstværk, som Linda Fredriksson først forestillede sig som en sangcyklus, som ordløse fortællinger. Albummet blev skabt og produceret på en måde, som afviger fra det normale. Under den lange proces foregik indspilningerne mere end ti forskellige steder – fra køkkener til sommerhuse, arbejdsværelser og studier. Fredriksson kombinerede frit forskellige demoer og studieoptagelser til de endelige versioner. Resultatet er en unik, personlig og fremragende helhed.