Mot naturen – Norge

Mot naturen (Out of Nature) er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2015

Synopsis

Mot naturen er en rejse ind i Martins hovede og ud i den vilde natur. Martin er alene på vandretur i bjergene, og vi hører alle hans ucensurede tanker og brutalt ærlige observationer af sig selv og af mennesker omkring ham. Med dens tanker og fantasier, der spænder fra det trivielle og barnlige til det dybe og eksistentielle, er denne film portrættet af en ung mand, der prøver på at bryde ud af sine faste rammer.

Bedømmelseskomitéens motivering

I Mot naturen skaber Ole Giæver en selvrefleksion over vores moderne liv og den nordiske mand af i dag. Med en personlig og direkte fortællerstemme skabes en kollage af sindbilleder, der udtrykker minder, drømme, håb og følelsesmæssige stemninger. Alt sammen udført med en humor, som indfanger såvel det pinlige som skammen og smerten.

Instruktør/manuskriptforfatter – Ole Giæver

Ole Giæver er født i 1977 og dimittend fra Nordland kunst- og filmfagskole og Konstfack i Stockholm. Hans kortfilm Tommy blev nomineret til European Film Awards i 2007. Hans første spillefilm som manuskriptforfatter/instruktør, Fjellet, blev udvalgt til Berlins Panorama-afsnit i 2011.

Hans anden spillefilm, Mot naturen, havde verdenspremiere på Toronto International Film Festival i 2014 og deltog derefter i Berlins Panorama 2015, hvor den vandt prisen Europa Cinemas Label Award. Giævers næste projekt er komediedramaet Fra balkongen.

Producer – Maria Ekerhovd

Maria Ekerhovd gik ind i filmbranchen i 1999 efter at have dimitteret med eksamen i medieproduktion fra Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet. I 2006 vandt kortfilmen Sniffer af Bobbie Peers Guldpalmen i Cannes. Derefter producerede hun Jernanger og Vegas (2009), før hun stiftede selskabet Mer Film i 2010. Selskabets portefølje af talentfulde instruktører omfatter Ole Giæver (Mot naturen), Iram Haq (I Am Yours), Gunnar Vikene (Her er Harold) og Bobbie Peers (Dirk Ohm - Illusjonisten som forsvant). Maria Ekerhovd arbejder for øjeblikket på Ole Giævers nye spillefilm, Fra balkongen, og Haqs drama Hva vil folk si.

Hun var co-producer på den svenske film The Quiet Roar, den internationale dokumentarfilm Kulturkatedralerog Wim Wenders Everything Will be Fine.

Produktionsinformation

Originaltitel: Mot naturen

Instruktør: Ole Giæver

Manuskriptforfatter: Ole Giæver

Producer: Maria Ekerhovd

Produktionsselskab: Mer Film

Hovedroller: Ole Giæver, Marte Magnusdotter Solem, Sivert Giæver Solem

Jurymedlemmer

Silje Riise Næss, Britt Sørensen, Kalle Løchen