Onkel – Danmark

Bild från "Onkel" - Peter H. Tygesen och Jette Søndergaard och Tue Frisk Petersen
Photographer
88miles/Per Arnesen
Filmen "Onkel" fra Danmark er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2020.

Kris bor sammen med sin halvt invalide onkel på landet, hvor de sammen driver en lille gård. I deres skæve, men kærlige forhold, der er formet af den daglige trummerum, er der ikke behov for mange ord. Kris er en sand arbejdshest og indtager en moderlig og overbeskyttende rolle over for sin onkel. Da hun redder en kalv under en vanskelig kælvning, vækkes hendes interesse for dyrlægefaget på ny. Hun bliver venner med den snakkesalige dyrlæge Johannes og opdager langsomt, at der findes et liv uden for gården. Da kærligheden krydser hendes vej, rejser et spørgsmål sig, der kan ændre hendes tilværelse for altid.

Juryens motivering

I Onkel er alt småt – ikke forstået som ’ubetydeligt’, ’ligegyldigt’, ’bagatelliseret’ og ’banalt’, men som ’alment’, ’lokalt’, ’ydmygt’ og ’rendyrket’. Onkel ser det store i det små. I filmisk sammenhæng hører det bestemt til småtingsafdelingen, at en ung kvinde drømmer om at opleve verden, men samtidig føler sig bundet til den handicappede og ensomme onkel, der har opdraget hende. Men Onkel rammer netop de store følelser i et af livets mange små valg rent … renhjertet. Uden filmstjerner, med amatører, på en almindelig gård, på en lille dialekt i et glemt hjørne af fjerne Sønderjylland fortæller instruktør Frelle Petersen en historie med styrke til at ramme hele den store jordklode i hjertet.

Manuskriptforfatter/instruktør – Frelle Petersen

Frelle Petersen (f. 1980) er autodidakt manuskriptforfatter, instruktør, filmfotograf og redaktør og født i Sønderjylland. Som teenager begyndte han at eksperimentere med billeder og historiefortælling ved hjælp af sin fars videokamera. Hans historier fokuserer på familierelationer og samspillet mellem mennesker. Han startede i filmbranchen i 2003 som instruktørassistent og lærte filmhåndværket ved at betragte andre instruktører som Peter Schønau Fog (Kunsten at græde i kor), Tobias Lindholm og Michael Noer (R). Derefter skrev og instruerede han flere kortfilm, før han fik sin spillefilmdebut med Hundeliv (2016), der blev vist ved Seattle International Film Festival og Zlín Film Festival.

Onkel er hans anden spillefilm. Dette usminkede hverdagsdrama, som udspiller sig på landet i Danmark, havde verdenspremiere ved Tokyo International Film Festival 2019 og vandt hovedprisen. Derefter vandt filmen blandt andet Politikens Talentpris ved CPH PIX og publikumsprisen ved Kosmorama Trondheim Film Festival. Frelle Petersens tredje spillefilm, Resten af livet, vil blive produceret af Zentropa. Sammen med produceren Marco Lorenzen stiftede Frelle Petersen produktionsselskabet 88miles.

Producer – Marco Lorenzen

Marco Lorenzen (f. 1976) har siden 2005 arbejdet i den danske filmbranche i forskellige funktioner, eksempelvis som produktionschef og location manager, navnlig på tv-serier som DR's Emmy-vindende Livvagterne, hvor han også var line producer.

Han producerede Frelle Petersens kortfilm Mommy (2013), hvorefter de fortsatte med at lave deres første fælles film i spillefilmslængde, Hundeliv (2016), der blev udvalgt i konkurrencen på Seattle International Film Festival. Marco Lorenzen producerede derefter Frelle Petersens gennembrudsfilm Onkel (2019), der vandt hovedprisen på Tokyo Film Festival. Sammen med Frelle Petersen har han stiftet produktionsselskabet 88miles.

Fakta om filmen

Originaltitel: Onkel

Engelsk titel: Uncle

Instruktør: Frelle Petersen

Manuskriptforfatter: Frelle Petersen

Producer: Marco Lorenzen

I hovedrollerne: Jette Søndergaard, Peter Hansen Tygesen, Ole Caspersen

Produktionsselskab: 88miles

Spilletid: 105 minutter

Dansk distribution: Øst for Paradis

International distribution: Alpha Violet