Prisvinder 2010

Cultura Bank, Norge
Photographer
Cultura Bank
Nordisk Råds Natur- og Miljøpris 2010 går til de tre banker Merkur Andelskasse, Ekobanken og Cultura bank. De belønnes for deres grønne engagement og deres bæredygtige principper.

Tre nordiske banker vinder Nordisk Råds Natur- og Miljøpris 2010

Prisen er på 350.000 danske kroner (cirka 47.000 euro), og for første gang i prisens historie deles den mellem tre vindere.

Bedømmelseskomitéens begrundelse:

Bankerne har på forbilledlig vis investeret i bæredygtige projekter og har haft dette som et centralt element i deres arbejde. Hele deres virksomhed bygger på grønne værdier, og de arbejder for et bæredygtig samfund. Derfor fungerer de som et forbillede for andre aktører inden for kapitalforvaltning.

Danske Merkur Andelskasse blev oprettet 1982, norske Cultura bank i 1997 og svenske Ekobanken i 1998. De tre banker har udviklet et godt samarbejde imellem sig.

Temaet for Natur- og Miljøprisen 2010 er grøn kapitalforvaltning. Prisen tildeles en nordisk virksomhed, organisation, et medie eller en person, som på forbilledlig vis har arbejdet for direkte eller indirekte at påvirke finansmarkedet, kapitalforvaltningsindustrien, banker eller konsulenter til at arbejde langsigtet og integrere bæredygtighed i kapitalforvaltningen.

Miljøprisen på 350.000 danske kroner bliver i år uddelt for 16. gang. I alt blev 15 kandidater nomineret i den første runde af miljøprisuddelingen, og af disse gik seks kandidater videre til finalerunden.

Natur- og Miljøprisen er en af Nordisk Råds fire priser – de tre øvrige priser uddeles inden for litteratur, film og musik. I fjor gik Miljøprisen til svenske Friluftsfrämjandets 'I Ur och Skur', og i 2008 gik prisen til den islandske virksomhed Marorka.

Formålet med Miljøprisen, som blev uddelt for første gang i 1995, er at styrke bevidstheden om natur- og miljøarbejdet i Norden. Natur- og Miljøprisen overrækkes til vinderne ved en ceremoni i forbindelse med Nordisk Råds session i Reykjavik den 2.-4. november.

Natur- og Miljøprisen er en af Nordisk Råds fire priser – de tre øvrige priser uddeles inden for litteratur, film og musik.