Tróndur Bogason

Tróndur Bogason
“Barbara” af Tróndur Bogason

Tróndur Bogason (født 1976) har studeret komposition i København hos Ib Nørholm, Hans Abrahamsen og Bent Sørensen, samt i Haag hos Martijn Padding og Louis Andriessen. Han har skrevet for en lang række ensembler, primært i Europa, og han gør ofte brug af elektronisk musik og/eller rumlige dimensioner i sine værker. I Babel (2007) blev 11 musikere placeret i tre forskellige rum, mens de spillede tre forskellige kompositioner samtidig. Hver komposition havde sine egne musikalske karakteristika, og publikum kunne frit bevæge sig mellem de forskellige rum. Barbara gør brug af en lignende metode, selv om det hele foregår i det samme rum. Fire traditionelle færøske Kingo-salmer, sunget af et kor eller en solist, placeres i forskellige lydlige omgivelser. Nogle gange kun én salme, andre gange to eller flere oven i hinanden. Partituret er skrevet til en nutidig danseforestilling, baseret på Jørgen-Frantz Jacobsens roman. Tróndur Bogason har modtaget flere priser og legater, og i 2010 modtog han det treårige arbejdslegat fra Færøernes Kulturfond (Mentanargrunnur Landsins).