Vinder af Nordisk Råds filmpris 2019

Vinnare av Nordiska rådets filmpris 2019

Vinnare av Nordiska rådets filmpris 2019, Hjärter dam (Dronningen) Danmark. Manusförfattare och regissör May el-Toukhy, manusförfattare Maren Louise Käehne och producenterna Caroline Blanco och René Ezra.

Photographer
Magnus Fröderberg
Dronningen har fået Nordisk Råds filmpris 2019.

Nordisk Råds filmpris 2019 går til den danske film Dronningen af manuskriptforfatter og instruktør May el-Toukhy, manuskriptforfatter Maren Louise Käehne og producenterne Caroline Blanco og René Ezra. 

Filmen Dronningen får prisen, fordi den er et værk, som trin for trin udforsker, hvordan en tragisk familiehemmelighed opstår som følge af, at hybris, lyst og løgne skaber et ekstremt dilemma.

Juryens motivering

Handler den om en midtlivskrise? Om klasse? Eller om lyst og passion? Er hun sexkrænker? Eller psykopat? Vi er vant til, at film serverer en tydelig pointe. Vi ved næsten altid, om en filmfigur er god eller ond, men med Dronningen overlader instruktør May El-Toukhy og medforfatter Maren Louise Käehne det til os, publikum, at finde fokus og morale og dømme hovedpersonen Anne, der gør lige præcis det, hun IKKE bør – begynder en affære med sin stedsøn. Det forunderlige er, at det føles helt rigtigt at få det ansvar. Det er ikke en fornøjelse at lære Anne at kende – men det er en berusende fornøjelse at opleve en finmasket film, der giver os de rette redskaber til, at vi selv kan finde vores forhold til et komplekst menneske. Og som tror på, at vi selv er i stand til det. Det er umuligt ikke at fremhæve Trine Dyrholm for sit formidabelt nuancerede skuespil som ”Dronning” Anne, men på alle niveauer – fotografi, musik, production design, manuskript m.m. – er Dronningen en imponerende bedrift. Den får en næsten umulig opgave til at synes let og ubesværet.

Originaltitel: Dronningen

Engelsk titel: Queen of Hearts

Manuskriptforfatter: May el-Toukhy, Maren Louise Käehne

Instruktør: May el-Toukhy

Producer: Caroline Blanco, René Ezra