Vinder af Nordisk Råds miljøpris 2019

Greta Thurnberg
Photographer
Vincent Isore/Scanpix
Nordisk Råds miljøpris 2019 går til Greta Thunberg fra Sverige.

Greta Thunberg får prisen for at have vakt liv i klima- og miljødebatten på et kritisk tidspunkt i verdenshistorien og inspireret millioner af mennesker verden over til at kræve mærkbare tiltag fra vores politikere.

Juryens begrundelse

Nordisk Råds miljøpris 2019 går til Greta Thunberg for at have vakt liv i klima- og miljødebatten på et kritisk tidspunkt i verdenshistorien og inspireret millioner af mennesker verden over til at kræve mærkbare tiltag fra vores politikere.

Greta har siden sin første skolestrejke ikke blot skabt en global klimabevægelse, men også udfordret vores forbrugsmønstre og understreget behovet for politiske tiltag, som reducerer forbruget af CO2-intensive og ressourcekrævende varer og tjenesteydelser. Hun har vist vejen på sin egen personlige og konkrete måde, og hun har skabt en bevidsthed hos flere og flere mennesker, som tydeligvis allerede er begyndt at påvirke vores forbrug og vores rejsevaner – helt i tråd med FN's verdensmål nummer 12, som har overskriften "Ansvarligt forbrug og produktion". Det er også temaet for Nordisk Råds miljøpris i år.

Greta har som ingen anden præsteret på kort tid at øge bevidstheden om klima- og miljøspørgsmål i de nordiske lande og i resten af verden. Hun har stædigt og overbevisende opfordret verden til at lytte til forskningen og handle ud fra fakta. Hendes påvirkning er blevet så omfattende, at der nu tales om en global "Greta Thunberg-effekt".

Greta når ud til verdens ledere og beslutningstagere, og hun engagerer børn og unge i de nordiske lande, i Europa og i flere andre verdensdele. Ved at opfordre politikerne til ikke kun at tale om nye grønne job, men i stedet tage klima- og miljøkrisen alvorligt, bidrager hun til en mere balanceret politisk debat.

Når hun møder modstand, og voksne siger, at der ikke er noget at gøre, at løbet er kørt, siger hun i stedet: "... du er aldrig for lille til at gøre en stor forskel."  Og det har hun virkelig bevist.