Arndís Þórarinsdóttir

Álfur går til gymnastik og er en virkelig god ven, en fantastisk søn og verdens bedste storebror. I begyndelsen virker det som om, at ingenting kan slå ham ud – end ikke tyngdekraften er et problem for ham, når han svinger sig i ringene. Men da Álfurs forældre i tide og utide begynder at tale om, at lillebror Eiki har autisme, opstår der sprækker i hans verdensbillede, og han længes efter dengang, hvor de "bare var en almindelig familie".

Kollhnís ("Kolbøtte", ikke udkommet på dansk) er en original og slagkraftig roman om et svært emne,hvor en upålidelig fortællers snævre synsvinkel bestemt og modigt fører læseren fremad. Efterhånden som fortællingen skrider frem, begynder læseren at få en mistanke om, at Álfurs forestillinger måske ikke er helt pålidelige. Arndís Þórarinsdóttirs disciplinerede fortællestil viser på en kunstfærdig måde, og med indslag af humor og kærlighed, hvordan fortællerens stærke følelser forvrænger hans syn på de mennesker, han beundrer.

Som Álfur ser det, er han den eneste, der støtter sin lillebror Eiki, fordi han anstrenger sig for at lære ham, hvordan man er en almindelig dreng, mens både deres mor og far har givet op. Álfur drysser krymmel på Eikis mad for at få ham til at spise, og han bruger i bund og grund den samme metode på sig selv i sine forsøg på at skjule den ubehagelige smag af alt det, han ikke forstår. "Jeg tænker på, hvordan det havde været, hvis alle havde troet, at Eiki var autistisk. Så havde de kigget på min lillebror og set noget helt andet end ham selv. Alle ville have set et handicap. ... Ingen ville have set Eiki." Selv om Álfur også er et barn, har han et stærkt behov for at tage ansvar for dem, som han holder af. Især lillebror.

Fortællingen er fuld af medmenneskelighed og er karakteriseret ved en dybere omtanke for hovedtemaet, autismen, og dens ledsagere i form af komplicerede udfordringer for både de nærtstående og individet selv. Kollhnís beskriver en flerlaget og kompliceret familiedynamik, og den fremhæver smertefulde følelser og destruktiv adfærd, som ofte florerer mellem personer, som er tæt på hinanden, men som sjældent tages op i den islandske børnelitteratur.

Den distance, som er opstået mellem Álfur og hans forældre på grund af hans fornægtelse af Eikis diagnose, bliver endnu større, da han begynder at besøge Harpa, som ikke bare er hans moster, men også hans forbillede som gymnast. Hun bor lige i nærheden, men forældrene opfører sig som om, hun ikke findes, og derfor holder Álfur det hemmeligt, at han er begyndt at omgås hende. Det viser sig senere, at Harpa har et misbrugsproblem, hvilket medfører, at Álfur trækkes ind i et truende, men samtidig realistisk begivenhedsforløb.

Arndís Þórarinsdóttir behandler med stor respekt det chok, som et menneske oplever, når ens verdensbillede vendes op og ned, og alle tanker om fremtiden skal tilpasses til en ny virkelighed. De grimme ord og de fordomsfulde opfattelser, som findes i bogen, vækker stærke følelser hos læseren, men samtidig bliver vejen til accept mere overbevisende. Der tegnes et effektfuldt billede af Álfur, da han "giver op" over for diagnosen, ligesom hans forældre har gjort. Vi bevidner, hvordan han i sit eget tempo opbygger modet til at se virkeligheden i øjnene, og hvordan han lærer at holde af sin normale, unormale familie.

Arndís Þórarinsdóttir (født 1982) er forfatter og digter. Hun har skrevet adskillige populære børnebøger. Hun har fået en række forskellige priser, og hun har været nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Kollhnís fik den islandske litteraturpris i kategorien børne- og ungdomslitteratur i 2022.