Da Bartali Crew
Da Bartali Crew er et eksempel på, hvor alsidig musik kan være, og hvor grænseløst og hvor kreativt musik kan opføres mellem forskellige genrer. Gruppen består af tre unge mænd, der redefinerer begreberne ”jam” og ”liveoptræden” med en blanding af elektronisk musik og fysiske instrumenter som synthesizere, effektbokse, guitar og akustiske samt elektriske trommer og percussion.
Da Bartali Crew er et dynamisk liveband, der tilpasser sig det miljø, de befinder sig i, og optræder sammen med lokale musikere, sangere og rappere, uanset hvor de er i verden. Musikken formes og opføres sammen med gæsterne på scenen suppleret af et flot lysshow.
De kalder deres musikstil for Live-Electro, og den består af alt lige fra afslappet ambient lyttemusik til electro house-dansemusik, til tider legende cirkusagtige offbeat-rytmer. DBC leverer også store atmosfæriske ambiente numre, der får én til at tænke på kæmpe vandfald eller jorden set fra fugleperspektiv. Der bliver malet farverigt med store penselstrøg og fine linjer, og rytmesektionen søger alt andet end det, der kan opfattes som normalt, men dog stadig i takt med menneskets naturlige rytmer.
Deres koncept og åbenhed over for andre musikere og gæsteoptrædende har ført dem langt, også ud over Grønlands grænser, og de har turneret i Skandinavien, Europa og Sydamerika, siden de begyndte i 2012. Gruppen har ikke udgivet et helt album, hverken fysisk eller digitalt, men lægger jævnligt liveoptrædener ud på de sociale medier samt YouTube og indspillede værker på SoundCloud.
Da Bartali Crew er et anderledes liveband, der udforsker og prøver nye ting af med stor succes.