Peter F. Strassegger

Peter F. Strassegger
Photographer
Studio Hjelm
Peter F. Strassegger: Aleksander den store. Ungdomsroman, Samlaget, 2020. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2021.

Aleksander bor i et anonymt land i Sydeuropa. Han har altid været et vanskeligt barn. Hans mor har fortalt ham, at der har været noget med hans blik, lige siden han var en lille dreng. Noget fremmed og skræmmende. Som barn fik han også voldsomme raserianfald. Han ødelagde ting og pinte smådyr. Engang slog han en hamster ihjel. Han er ofte til læge, men lægen siger, at alt er normalt.

Det bliver virkelig alvorligt, da Aleksander i en slåskamp river Davids venstre øje ud. David er en skolekammerat, som har mobbet ham igennem længere tid. Aleksander bliver smidt ud af skolen. Forældrene bestemmer sig for, at familien skal flytte til morens hjemland, Norge. Hun er gravid, og Alexander skal have en lillesøster.

Aleksander er vred. Vred på sine bekymrede forældre, den ufødte søster og plageånderne på den nye skole. Vreden kommer til udtryk via rå brutalitet og fysisk kamp. Mand mod mand. Aleksander er en hærfører, ikke bare for sig selv, men også for andre børn, som bliver holdt udenfor. Han kæmper en kamp for at overleve. For at kræve sin ret. For at kunne være i fred. Men bag den hårde facade gemmer der sig også andre følelser. Et behov for tryghed, et ønske om at finde sin plads i verden. At blive set og anerkendt for den, som han er.

Aleksander den store (ikke oversat til dansk) er en medrivende roman, og der står meget mellem linjerne. Den er kompromisløst fortalt ud fra en teenagedrengs synsvinkel. Sproget er enkelt, nøgent og usentimentalt. Kompositionen er stram. Aleksanders asociale personlighedstræk bliver ikke sminket væk, bortforklaret eller dæmoniseret. Historien fremstår troværdig i sin psykologiske kompleksitet, hvor det onde og det gode ikke udelukker hinanden, men tværtimod kan være to sider af samme sag.

Romanens afslutning giver håb om forandring og lysere tider for Aleksander. Det kan også være en sejr at overgive sig.

Peter F. Strassegger (f.1984) er psykolog. 2012 fik han Tarjei Vesaas’ debutantpris for voksenromanen Stasia 2012. Aleksander den store er hans første ungdomsbog, og den er nomineret til ungdommens egen litteraturpris, U-prisen.