Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Danish.

Et islandsk formandskab med fokus på fred

12.01.23 | Nyhet
Formandskab 2023
Photographer
Eyþór Árnason
Med fred som fokuspunkt og Visionen 2030 som bærende fundament skaber det islandske formandskab for Nordisk Ministerråd et stærkt udgangspunkt for 2023.

Alle nordiske øjne var i dag rettet mod Reykjavik, hvor Island lancerede sit formandskab for 2023 for Nordisk Ministerråd. Formandskabsprogrammet bærer titlen: En kraft for fred.


- Vi kan i disse tider ikke undgå at sætte fokus på fred, som er forudsætning for velfærd, menneskerettigheder og ligestilling – vores grundlæggende værdier her i Norden, lyder det fra Katrín Jakobsdóttir, Islands statsminister, som sammen med Guðmundur Ingi Guðbrandsson, minister for nordisk samarbejde skød 2023 i gang. Helt konkret skal der afholdes en international konference i Reykjavík med fokus på fred som en forudsætning for menneskerettigheder, velfærd og ligestilling. Fred vil derudover være et gennemgående tema i formandskabsaktiviteterne for 2023.   

 

Program for Islands formandskab i Nordisk Ministerråd 2023: Norden – en kraft for fred

Vi kan i disse tider ikke undgå at sætte fokus på fred, som er forudsætning for velfærd, menneskerettigheder og ligestilling – vores grundlæggende værdier her i Norden

 Katrín Jakobsdóttir, Islands statsminister

Den mest bæredygtige og integrerede region i verden

Det bærende fundament i det islandske formandskabsprogram er, ligesom det foregående norske formandskabsprogram, i snorlige tråd med Nordisk Ministerråds Vision 2030 og ambitionen om, at vi skal være den mest bæredygtige og integrerede region i verden i 2030. Katrín Jakobsdóttir løftede i den forbindelse sløret for flere kommende tiltag, der skaber et grønt, konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt Norden. Et eksempel herpå er den grønne omstilling, hvor Island vil lægge vægt på grøn omstilling i fiskeriet, for at mindske miljøforurening og tab af biodiversitet.  


- Vi sætter fokus på at opbygge et grønt Norden, hvor ligestilling og retfærdig omstilling er bærende principper, slog Katrín Jakobsdóttir fast. Princippet om ligestilling går igen i formandskabsprogrammet samt ønsket om at involvere dem, det handler om – særligt unge bliver budt indenfor af statsministeren. 

Nyt formandskab og ny generalsekretær 

Ved lanceringen deltog Nordisk Ministerråds netop tiltrådte generalsekretær, Karen Ellemann, der glæder sig over formandskabsprogrammet og til at bidrage til at føre dette ud i livet i hele Norden. 


- At begynde mit virke som generalsekretær med Island som formandsskabsland glæder mig meget, idet hele 'Vision 2030' præsenteredes af Island, sidst de havde formandskabet. I dette års program fokuseres der ligeledes på fred - en helt grundlæggende og højaktuel præmis for vores virke. Den kontinuitet og det ejerskab, som gennemsyrer Islands tilgang til arbejdet, er en styrke for vores nordiske samarbejde, siger Karen Ellemann, generalsekretær i Nordisk Ministerråd.