Erklæring fra de nordiske statsministre vedrørende grænsehindringer i Norden

01.01.70 | Deklaration
Erklæringen blev offentliggjort under Nordisk Råds session 28.10.15

Information

Adopted
01.01.1970

Vi vil fjerne de grænsehindringer, der hæmmer væksten i Norden.

Vi ser desværre eksempler på, at forskelle i regler eller krav til produkter afholder virksomheder fra at udvide deres forretning til de øvrige nordiske lande og derved udnytte det store nordiske marked med 26 millioner forbrugere. Det er ærgerligt. For det hindrer skabelse af vækst og arbejdspladser i Norden. Og det gør det sværere at tiltrække investeringer udefra.

Vi hilser på den baggrund Grænsehindringsrådets arbejde med at forebygge og fjerne grænsehindringer velkommen, og ser fortsat Grænsehindringsrådet som de nordiske regeringers centrale aktør i dette arbejde.

Samtidig anerkender vi, at erhvervsorganisationerne og arbejdsmarkedets parter har fingeren på pulsen og ved, hvor de virkelig væksthæmmende grænsehindringer findes. Derfor vil vi nu gennem Grænsehindringsrådet intensivere dialogen med  repræsentanter for disse, så de inddrages yderligere i det nordiske arbejde med at fjerne grænsehindringer. Organisationerne kan være med til at finde løsninger på de grænsehindringer, der fortsat består mellem de nordiske lande. Det vil være en fordel for alle nordiske virksomheder og borgere.

Vi giver derfor generalsekretæren for Nordisk Ministerråd i opdrag at sikre en struktureret dialog, hvor organisationerne kan mødes med Grænsehindringsrådet og relevante nordiske ministre for sammen at få løst denne opgave.