Sprogkurser på Åland
Åland er ensproget svensk til forskel fra Finland, hvor der både tales finsk og svensk. Medborgarinstitutet (Medis) er den instans, som tilbyder kurser i svensk for tilflyttere og kurser i andre nordiske og øvrige sprog. Sprogkursernes indhold varierer, og niveauerne følger Europarådets referencereamme (A1-C1). Du finder Medis' samlede kursustilbud på deres netsted.
Svensk for tilflyttere
Kurserne kaldes "SFI-kurser" ("Svenska för inflyttade") og er intensive kurser på fuld tid, som finansieres af Ålands landskapsregering. Det er et krav for optagelse, at du er bosat på Åland og registreret som ledig jobsøgende hos Ålands arbetsmarknads- och studieservicemyndighet (AMS). Medis tilbyder desuden almene kurser i svensk for tilflyttere for personer, som ikke vil eller kan tage et SFI-kursus. Du kan læse mere på AMS' eller Medis' netsteder om svensk for tilflyttere.
Den almene sprogeksamen
Hvert semester arrangerer Medis et forberedende kursus i tilknytning til den almene sprogeksamen. Den almene sprogeksamen (YKI-eksamen) er en national sprogeksamen for voksne, som afholdes af Utbildningsstyrelsen i Finland. Ved eksamen bedømmes kundskaberne inden for standardsproget i praktiske situationer. YKI-beviset kan for eksempel bruges, når du
- søger job eller studieplads
- søger om finsk statsborgerskab
- skal dokumentere dine sprogkundskaber for en arbejdsgiver.
Du kan læse mere om kurser, gebyr og tilmelding til den almene sprogeksamen på Medis netsted.
Yderligere information
På Info Nordens sider finder du information om sprogkurser i de andre nordiske lande samt kontaktoplysninger til de myndigheder, som kan svare på spørgsmål.
Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.
OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.