Karin Rehnqvist vinder Nordisk Råds musikpris 2022
Sidste års vinder af musikprisen, den færøske artist Eivør Pálsdóttir, overrakte prisen til Karin Rehnqvist ved den livetransmitterede prisuddeling i Musikhuset i Helsingfors tirsdag aften.
Juryens motivering
Nordisk Råds musikpris 2022 går til Karin Rehnqvist fra Sverige for værket Silent Earth.
Silent Earth er et svimlende og stærkt opfordrende værk, som har taget bedømmelseskomitéen med storm. Med klimakatastrofen som baggrund vokser et stort anlagt musikdramatisk narrativ for kor og orkester frem, som fører lytteren fra is til ild med en urokkelig kraft. Rehnqvist viser i værket sin nærmest totale beherskelse af håndværket. Med mesterlig hånd udtrykker Rehnqvist også musikkens unikke kapacitet til samtidigt at definere tid og rum, skabe levende musikalske billeder og give en emotionel oplevelse, som enhver kan fortolke på sin egen måde. Ud af mørket spirer samtidigt den kreative kraft, som vidner om, at netop den måske er menneskehedens håb.
Hvert andet år går prisen til et ensemble eller en solist, og hvert andet år (som i år) gives prisen til et værk af en nulevende komponist.
Om Nordisk Råds priser
Nordisk Råd uddeler hvert år fem priser: litteraturprisen, filmprisen, musikprisen, miljøprisen og børne- og ungdomslitteraturprisen. Vinderen modtager statuetten "Nordlys" og 300.000 danske kroner ved prisuddelingen, som finder sted i forbindelse med Nordisk Råds årlige session.