Mogens Jensen er ny dansk minister for nordisk samarbejde

27.06.19 | Nyhed
Mogens Jensen taler i Stortinget ved Nordisk Råds Session 2018

Mogens Jensen taler i Stortinget ved Nordisk Råds Session 2018

Photographer
Johannes Jansson
Mogens Jensen fra Socialdemokratiet i Danmark blev i dag udnævnt til ny dansk minister for nordisk samarbejde. Han tager over efter Eva Kjer Hansen, der har varetaget positionen siden maj 2017.

Stor passion for norden

I Mogens Jensen får Nordisk Ministerråd en person med stor passion for og erfaring med det nordiske samarbejde med flere indgangsvinkler. Mogens Jensen har frem til i dag været medlem af udvalget for kundskab og kultur i Norden i Nordisk Råd. Og så har han siden 2015 været landsformand for Foreningen Norden.  
 

Stærk og relevant profil

Samtidig med de nye nordiske ministerforpligtigelser bliver Mogens Jensen også minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling. Alle områder, som Nordisk Ministerråd samarbejder omkring. Det islandske formandskab for Nordisk Ministerråd i 2019 har bæredygtighed, havet samt ligestilling med i deres program. Til næste år er det Danmark, der overtager formandskabet. Så alt i alt en dansk samarbejdsminister med en stærk og relevant profil til posten nu og fremadrettet.     
 

Solid politisk erfaring 

Tidligere har Mogens Jensen været handels- og udviklingsminister. Han har været medlem af Socialdemokratiet siden 1980. Inden da var han bl.a. aktiv i Danmarks socialdemokratiske ungdom. Der er dermed indtrådt en erfaren herre, som medbringer sig mange relevante indsigter fra sit nordiske arbejde og lange danske politiske virke, som vil komme til gavn for det nordiske samarbejde.