Norden er med på otte landes politiske festivaler i sommer

14.06.22 | Nyhed
alt=""
Fotograf
norden.org
Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd er på plads på de politiske festivaler og inviterer nordboere og baltere til debat om forsvar, energi, integration af flygtninge, byggeri, digitalisering, mad og meget mere. Alt med fokus på hvordan vi skal gøre vore samfund endnu mere grønne og bæredygtige. Vi starter torsdag den 16. juni.

Demokratifestivalerne starter med Folkemøde på Bornholm i Danmark torsdag den 16.juni og slutter i september i Island på Fundur fólksins. Til den tid er det nordiske samarbejde blevet løftet frem i otte lande.

- Demokratifestivalerne giver os politikere mulighed for at gå i dialog om udfordringer og løsninger med civilsamfund, samarbejdspartnere og borgere. Deltagelsen giver mig god inspiration til drøftelserne med mine nordiske samarbejdsministerkolleger, så vi kommer i mål med at skabe verdens mest bæredygtige og integrerede region i Norden, lyder det fra Flemming Møller Mortensen, dansk minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde.

Sammen med over 130 andre nordiske meningsdannere vil han sætte fokus på den nordisk merværdi og på løsninger, der skal gøre det muligt at opnå vores vision om at blive den mest bæredygtige region i verden i 2030.

Baltiske og nordiske demokratifestivaler 

Efter to år med delvis pause pga. Covid-pandemien åbner de politiske festivaler denne sommer for store fysiske debatter om temaer, der berører os alle.

For første gang går den nordiske stafet i år mellem demokratifestivaler i hele otte lande. Ud over demokratifestivalerne i de nordiske lande vil også Estland, Lettland og Litauen fremhæve Norden og nordisk samarbejde på de baltiske landes demokratifestivaler. 

Nordisk Ministerråds kontorer i de baltiske lande deltager på festivalerne i debatter om kultur, demokrati og klima.

- Festivalerne er en uhyre vigtig platform for at fremme dialog. Det nordiske perspektiv efterspørges ofte, og hvert år er der deltagere fra de nordiske lande med på festivalerne, siger Stefan Eriksson, direktør for Nordisk Ministerråds kontor i Letland.

Samme holdning finder man på ministerrådets kontor i Estland:

- Arvamus Opinion Festival i Estland er et værdifuld forum for diskussioner med mennesker, som er interesserede i at gøre verden til et bedre sted, og som også er villige til at handle på det, siger Christer Haglund, der er chef for Nordisk Ministerråds kontor i Estland.

Nordisk Råds 70-årsjubilæum

Nordisk Råds 70-årsjubilæum går som en rød tråd gennem rådets fem debatter i på de nordiske festivaler, hvor vi diskuterer de emner, som borgerne i de nordiske lande i en undersøgelse fra 2021 har anset for at være de vigtigste: Krisehåndtering og kriseberedskab, miljø og bæredygtighed, forsvar, grænsesamarbejde og bekæmpelse af kriminalitet på tværs af grænserne.

Her kan du læse mere om de enkelte festivaler og se hvilke temaer, der vil blive debatteret hvor og hvornår. Vi glæder os til at møde dig derude.