Nordic Sustainable Construction: Nordiske resultater vækker genklang i EU

28.01.25 | Nyhed
Fotograf
Nordic Sustainable Construction
Tilbage i december var brancheledere, politikere og eksperter samlet til Nordic Sustainable Construction Symposium i København. Symposiet markerede kulminationen på Nordisk Ministerråds fireårige program, der har undersøgt, hvordan vi kan nedbringe byggebranchens klima- og miljøpåvirkning. Udover et nordisk fokus har programmet også rettet en del opmærksomhed mod EU.

Hvordan kan Norden i fællesskab drive skiftet til lav-emissions byggeri og få et effektivt materialeforbrug? Nordisk Ministerråds Vision 2030 sigter mod at gøre Norden til verdens mest bæredygtige og integrerede region i 2030. Ressourceknaphed, behovet for cirkularitet og udnyttelse af eksisterende bygningsmasse er presserende emner i alle de nordiske lande. 

I sin keynote på Nordic Sustainable Construction Symposium fremhævede Dan Koivulaakso, afdelingschef for vækst og klima i Nordisk Ministerråd, byggeriet som en nøglesektor i ministerrådets visionsarbejde.

- I Nordisk ministerråd vil vi udvikle og forbedre vores arbejde med klimatilpasning og støtte løsninger, der søger at tackle de tre planetære kriser inden for klima, biodiversitet og forurening. Byggeriet er en nøglesektor, og arbejdet og resultaterne, der er opnået i projektet Nordic Sustainable Construction, har allerede bidraget betragteligt til denne agenda. 

Nordisk værktøjskasse for bæredygtigt byggeri

Det nordiske program for bæredygtigt byggeri har samlet nøgleresultater fra det fireårige projekt i en ’værktøjskasse’. Her kan man blandt andet dykke ned i emner som harmoniseringen af livscyklusanalyser på tværs af nordisk lovgivning, cirkulære forretningsmodeller og bæredygtige byggematerialer. 

Europa tager noter

Det nordiske program har skabt ringe i vandet. I løbet af de sidste fire år har indsatserne bidraget til EU-kommissionens arbejde med at se overgangsmuligheder for byggeri i Europa. 

Formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, ser begejstret på de synergier, programmet Nordic Sustainable Construction har skabt:

- Vores byggede miljø påvirker vores sundhed, velvære og også vores klima og miljø. Innovation inden for materialer, digitalisering og cirkularitet er afgørende for at forbedre den måde, vi bygger på. Samarbejdet, Nordic Sustainable Construction, er et godt eksempel på, hvordan vi kan kombinere klimabeskyttelse, innovation og konkurrenceevne i vores byggesektor, og hvordan vi implementerer værdierne i det nye europæiske Bauhaus: Bæredygtighed, inklusion og skønhed.

Også Karen Ellemann, Generalsekretær for Nordisk Ministerråd, glæder sig over programmets resultater:

- Jeg er glad for at kunne konstatere, at det nordiske samarbejde om at skabe en bæredygtig byggesektor styrker regionen internt, og at vores erfaringer og analyser er efterspurgte i EU og resten af verden. Det er vigtigere end nogensinde før at dele effektive løsninger og inspirere hinanden, siger hun.

En helt ny EU-kommission har desuden påbegyndt arbejdet mod 2029, og for første gang nogensinde er der udnævnt en kommissær med ansvar for bolig og energ, den tidligere danske klimaminister Dan Jørgensen.

Det nordiske program for bæredygtigt byggeri

Nordic Sustainable Construction er et fireårigt program (2021-2024) under Nordisk Ministerråd med formålet at gøre Norden til den førende region inden for bæredygtigt og konkurrencedygtigt byggeri.