Ævar Þór Benediktsson og Elín Elísabet Einarsdóttir
I Skólastjórinn (”Skolelederen", ikke oversat til dansk) skaber Ævar Þór Benediktsson en fortælling, som udtrykker de fleste store børns længsel efter selv at få lov til at bestemme. Når fortælleren i bogen, den tolvårige ballademager Salvar, søger jobbet som skoleleder og faktisk bliver ansat på grund af en teknisk fejl i kommunens it-system, begynder han dog snart at føle sig usikker. Jobbet som skoleleder viser sig at være helt anderledes, end han havde troet.
Fortællingen er fuld af den opstemthed og kraft som altid kendetegner forfatterens bøger, men der gemmer sig en skarp samfundskritik under den lette overflade. Den nye skoleleder har sammensat en liste over ønskværdige reformer. Der skal være pizza til frokost, og hvert klasseværelse skal have en gris, men eleverne skal også kunne påvirke, hvordan skolen skal ledes, og de skal have ret til at fyre en af skolens lærere to gange om året. Her åbenbares bogens grundtema, som er at børn selv skal have magt og indflydelse i deres lokalsamfund. Det er en tanke som på mange måder spejles i det nordiske samfundsideal, men som almindeligvis ikke gennemføres lige så radikalt som her.
Det er særligt interessant, at forfatteren har vævet forskellige idéer ind i fortællingen, som er indsamlet direkte fra børn. Han lavede en regulær kvalitativ undersøgelse ved at stille følgende spørgsmål til en gruppe børn: Hvad ville du ændre i skolen, hvis du kunne bestemme? Barnets ret til at blive hørt bliver dermed ikke kun fortællingens tema, men også dens egentlige drivkraft. Denne tilgang gør bogen rig på idéer, men den intensiverer også relationen til læserne, uanset om det er voksne eller børn.
Skólastjórinn byder på et rigt galleri af karakterer, som er meget forskellige, men som alle forenes i et oprigtigt forsøg på at gøre det, som de mener er bedst for skolen, selv om de ikke altid kan blive enige om, hvad der skal prioriteres, som for eksempel om det virkelig er vigtigt at byde på candyfloss til frokost!
Elín Elísabet Einarsdóttirs illustrationer underbygger teksten på en effektiv måde. De formidler både det sjove og det følelsesfulde i fortællingen og skaber en sammenhængende æstetisk oplevelse, hvor billede og tekst samarbejder.
Skólastjórinn udgør et tydeligt indlæg i den aktuelle debat om skolesystemet, magt og kommunikationskløften mellem generationerne. Forfatteren viser med humor og varme, hvordan der kan bygges bro over denne kløft gennem samtale og gensidig forståelse.
Ævar Þór Benediktsson (født 1984) er forfatter, skuespiller og tv-vært og har primært skrevet for børn. Han har udgivet over tredive børnebøger og modtaget en række priser, herunder en ærespris, som blev uddelt i forbindelse med Margaret Wise Brown-prisen for børnelitteratur. For Skólastjórinn fik han sammen med Elín Elísabet Einarsdóttir den islandske litteraturpris samt den islandske boghandlerpris i kategorien børne- og ungdomsbøger.
Elín Elísabet Einarsdóttir (født 1992) er billedkunstner og illustrator. Hun har en bachelorgrad (BA) fra Islands kunstneriske højskole og studerer i øjeblikket kreativ skrivning på Islands universitet. Hun har fremvist sine værker ved flere udstillinger og illustreret et stort antal bøger.