Anu Kaaja

Rusetti (”Sløjfen”, ikke oversat til dansk) er en virtuos, triptykonlignende collageroman, hvor det hedonistiske fortællerjeg tager læseren med på en grand tour i den europæiske kulturarv på jagt efter åndelige, fysiske og intellektuelle nydelser på museer, technoklubber og caféer. Fortællingen benytter sig af tre forskellige stilarter: autofiktivt materiale, magisk realisme og kunstessayistik. Den kombinerer lethed og alvor, nydelse og lidelse, tænkning og leg.

I romanen føres der surrealistiske samtaler med genstande, og livets skrøbelighed udforskes ved at spejle dem i venskaber og relationer. Læseoplevelsen er en æstetisk nydelse, og den hele tiden nærværende sløjfe – bow row rococo – fungerer som et symbol, hvis ubetingede skønhed illustrerer magtudøvelsen i samfundet. 

Refleksionerne over menneskets relation til genstande er sprudlende sanselige, og fortællingerne tingsliggør mennesker og menneskeliggør ting. Det metaforiske overflødighedshorn kan læses som essayistik eller et tidsbillede, hvor traumatiserende kærlighedsrelationer krydses med technofesternes ekstase, eller som begge dele. Via genstande og henførende kunstoplevelser – Dürers Unge hare! De hotteste renæssancefyre! De mest dramatiske barokindretninger! – behandles også svære temaer: konflikten mellem bohemeagtig stræben efter nydelse og underkuelse, ulighed og en verden af røverkapitalisme og folkemord. "Skønhed kræver udnyttelse, kræver skønhed udnyttelse?" Inden for kunsten glemmer man alt dette.

Anu Kaaja (født 1984) er manuskriptforfatter og anmelderrost forfatter. Hun er Master of Arts fra University of Salford og har desuden gået på forfatterlinjen ved uddannelses- og kulturcentret Kriittinen korkeakoulu. Anu Kaaja fik Kalevi Jäntti-prisen for sin forrige roman Katie-Kate (Jensen & Dalgaard, 2021, oversat af Siri Nordborg Møller). For sin debut, den surrealistiske novellesamling Muodonmuuttoilmoitus (2015), fik hun Jarkko Laine-prisen.