Birgitte Krogsbøll og Kamilla Wichmann
Himlen er en helleflynder er en billeddigtebog og gør fra begyndelsen opmærksom på sig selv ved at være større end almindelige billedbøger (den er 33 cm høj). Undervejs må man også vende og dreje den, for at kunne se de opslag, der vender på den lange led.
Bogen ser klassisk ud ved første øjekast. Illustrationer som i opslagsværker og tekst, der passer til. Men hurtigt opdager man, at den er alt andet end klassisk – en form for kortslutning af det klassiske ligefrem. For ja, bogen består af lister og plancher, digte og diagrammer. Men ikke i klassisk forstand. I poetisk forstand kan man måske kalde det.
Titlen i sig selv kan man tilsvarende kalde en poetisk påstand. Himlen ligner ikke en helleflynder, den er en helleflynder. Og når man kigger efter, ser man jo, at det passer. At det lige så godt kunne passe i hvert fald. Og på den måde er det et værk, der omformulerer sandhed og virkelighed til nye sandheder og nye virkeligheder.
Med stor autoritet i sproglige greb og visuel stil fortælles om ting, der ikke sædvanligvis fortælles om, som om det er det vigtigste i denne her verden, fx ”ting der lugter og ting der dufter”, og så kan man selv vurdere, hvad der tilhører hvilken kategori (prut, puddersukker, benzin, vanilje, fyrretræer osv.), mens man kigger på de i øvrigt 12 vidt forskellige næser på samme side. Illustrationer og tekst skærper læserens blik – ved selve læsningen af bogen, men måske også efterfølgende, når blikket møder verden og ser nye sære sammenhænge.
Temaet er fællesskab. Det bliver tydeligt i de såkaldte venn-diagrammer, der oprindeligt kommer fra den gren af matematikken, der kaldes mængdelære. Helt konkret består de af cirkler, der overlapper hinanden, og overlappet viser de logiske forbindelser mellem grupperne, altså det de har til fælles. Et eksempel fra bogen: "Smørblomst, sol. Fælles = gul" Både tekst og illustrationer indbyder til tid og fordybelse, at man synker ned i siderne og opholder sig ved detaljer og sjove sammensætninger.
Bogens sidste digt slår det fast, man føler hele vejen gennem bogen: Vi former hinanden med det vi gør og det vi siger, så lad os gøre os umage. Digtet lyder sådan her: ”brød bli’r bagt og hæver / smør bliver varmt og smelter / jeg og mine venner er en / dej, som verden ælter”.
Himlen er en helleflynder er tredje bog af makkerparret Birgitte Krogsbøll (digter) og Kamilla Wichmann (tegner). De er så vanvittigt virtuose begge to til det de gør, og hvis vi laver et venn-diagram med dem, bliver fællesmængden = himmelsk!
Det har vi brug for. Især i øjeblikket. At kunsten tør være kunst. Både for små og store. Det tør Krogsbøll og Wichmann.
Birgitte Krogsbøll (født 1954) er uddannet pædagog og EDB-assistent. Hun debuterede i 2002 med Wöldums pulsar syndrom, og hun har siden udgivet digte til både børn og voksne.
Kamilla Wichmann (født 1975) er tegner. Hun har hovedsageligt tegnet til børnebøger og aviser.