Carina Karlsson

Gestaltningen af ondskab er en af de store litterære udfordringer. Hvordan beskriver man menneskehedens mørke uden at overvældes af sortsyn? Skal man ikke kunne ane et gran af håb i teksten, for at den skal blive udholdelig?

Disse eksistentielle spørgsmål kredser Carina Karlsson om i romanen Algot, som er selvstyreområdet Ålands kandidat til Nordisk Råds litteraturpris 2018. Hun blev også nomineret for sin foregående roman Mirakelvattnet (2015) og etablerede sig tidligt som en stilsikker poet. For sit forfatterskab, som omfatter mere end ti udgivelser, er hun blandt andet blevet belønnet med den prestigefyldte Harry Martinson-pris.

Motivmæssigt er Karlsson tro over for sin hjemstavn. Hun søger tilbage til dramatiske historiske hændelser med en konstant betoning af individets udsathed. Denne gang udspiller handlingen sig i en ufredens tid i 1700-tallet, hvor Åland ad flere omgange besættes af russiske styrker. Indbyggerne flygter over havet og søger tilflugt i det trygge Sverige – et mønster, som drager indlysende paralleller til vor tids flygtningesituation. Når de vender tilbage, skal hele samfundet bygges op fra bunden.

Algot Holm er en ung bådsmand, som er afmønstret fra Karlskrona og af skæbnens vinger bæres hjem til de ålandske øer, hvor han får tildelt et faldefærdigt husmandssted tæt på Kastelholms slot i Sund. Den tidligere ejer er meldt savnet i krigen, og Algot overtager ikke bare huset, men også hustruen Ilja og hendes lille datter Greta. De lever et hårdt liv og kæmper en skånselsløs kamp for at holde fattigdommen stangen. Langs byvejen trasker de med dødens skygge som følgesvend. Alkohol gør det muligt at drømme sig langt væk, men udvikler sig hurtigt til en afhængighed, der sætter sit præg på hverdagen. Med uhyggelig præcision beskriver romanen, hvordan Ilja synker dybere og dybere ned i alkoholismen, alt imens hun forgæves forsøger at bevare en flig af værdighed.

Algot fyldes af had og rendyrket galskab. Sammen med to kumpaner begår han en række voldsgerninger, som kulminerer i de berygtede mord på Bänö i Föglö skærgård i 1748. På denne autentiske baggrund opmaler Carina Karlsson et blodigt drama, hvor tilgivelse og forsoning fortoner sig i det fjerne.

I alt dette står Greta som en modpol – et håbets symbol, om man vil. Hendes ”glitrende, himmelblå blik” betvinger selv den dybeste ondskab.

Sproget i Algot veksler mellem det realistiske og det lyriske. Fortællingen opbygges med en grafisk skarphed, hvor natur og menneske indgår i en ubrydelig symbiose med hinanden. Romanens gestalter segner under deres livsvilkår, og de historiske miljøer danner en ramme, som vækker en genkendelse i os, hinsides tidens og rummets grænser.

Det er en smuk bog trods sorgen og fortvivlelsen.