Charlotte Weitze
Der er en kradsen og en piben ved døren. Hvad er det, der vil ind? Måske den virkelighed, vi har lukket ude.
Charlotte Weitzes kalejdoskopiske, monstrøse fuldmåneroman Ulvemælk ophæver al kategorisk rangorden og indskriver sig i den bedste nordiske fortællekunst. Eventyr, folketro, fantastik og virkelighedsfremskrivninger finder vej ind i Weitzes utopiske realisme. Her er samtiden ikke kun dagen i dag, både fortiden og fremtiden er lige om hjørnet. ”Tiden var elastisk,” som der står i romanen. Weitze tilbyder os at se verden med al dens gådefuldhed, fuld af undere – og minder os om, at vi sagtens kan ødelægge den for os selv.
Ulvemælk forgrener sig i tre spor. I de to følger vi den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen, der levede 1843-1929. Hermed iklæder romanen sig exofiktionens kappe. Weitze benytter sig her af et dobbeltgreb: exofiktionen har det med at give stemme til dem, der er blevet glemt, eller som har stået i skyggen længe – at vække historisk situerede personer til live gennem fortællingen. Det gør Weitze med Evald Tang Kristensen, mens han for sin del, som gjaldt det liv eller død, vil kaste lys over den forestillingsverden, der i begyndelsen af 1900-tallet næsten er uddød. Tang Kristensen er en opdagelsesrejsende på jagt efter menneskets hukommelse, den kollektive erindring. Gennem den jyske hede vandrer han trofast for at nå at samle de mundtlige fortællinger ind, suge dem til sig, før det bliver for sent, før de forsvinder. Særligt optaget er han af at få slutningen på historien om jomfruen og hunulven. Et dyr efterlader sig poternes spor, et menneske et spor af ord. Weitze har færten af begge dele.
I romanen møder vi også forfatteren Inga, som ikke længere kan skrive historier, som nogen vil læse, og hendes kæreste Alexander, der forsker i ulve. Året er 2040. De er flyttet til Jylland, der nu er plantet til med skov. Intet er uberørt, hverken naturen eller mennesket. Charlotte Weitze har et eminent blik for den menneskelige logiks kortslutning. Mens vi på den ene side kan frygte naturens vilde, ustyrlige indtrængen, ulvene fx, som bærer potentialet for ødelæggelse og død i sig, har den danske befolkning anno 2040 samtidig lukket en anden invasiv kraft inden for. Kunstig Intelligens, kaldet OS, eksisterer nu side om side med mennesket. Den hører alt, overvåger alt. Algoritmen er et spøgelse, som vi uden at blinke har ladet spise af vores egen hånd, og som med sit instrumentelle og reproduktive ilttappende greb får det til at sortne for Ingas øjne.
Ulvemælk er en svimlende og generøs litterær præstation. En vidtfavnende roman om transformation, længsel, natur, det gådefuldes plads i vores virkelighed og eksistentielt meningstab.
Bogen låner os naturens væsners natgule øjne, og stiller os spørgsmålet: Hvad nu, hvis vi har mulighed for at omdigte verden? Heri ligger romanens modstands- og forvandlingskraft. Måske kan vi blive bedre til at lukke det ind, der står og kradser på vores dør.
Charlotte Weitze (f. 1974) har altid gået sine egne originale veje i dansk litteratur. Hun debuterede i 1996 med fortællingerne Skifting, som hun modtog Bogforums debutantpris for. Hun er uddannet cand.mag. i folkloristik og har skrevet fortællinger, romaner og radiospil samt essayet Klimaet og kunstneren (2022). Hun har siden debuten været optaget af at skabe rum for en genfortryllelse af verden og naturen, senest i sine to anmelderroste romaner Rosarium fra 2021 og nu i romanen Ulvemælk. I 2025 modtog hun Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, som gives til kunstnere, der har "markeret sig afgørende med deres kunstneriske virke”.