Charter – Sverige
Efter en vanskelig skilsmisse har stockholmeren Alice ikke set sine børn i to måneder, da hendes eksmand, som de bor hos i Nordsverige, ikke vil give hende lov til at se dem. Mens hun venter på afgørelsen i forældremyndighedssagen, bliver hun pludselig ringet op midt om natten af sin ulykkelige søn Vincent. Hun skynder sig op til Nordsverige for at se ham og hans søster Elina. Da hendes håb om en forsoning, så hun på ny kan se sine børn, bliver knust ved ankomsten, tager hun børnene med sig og rejser ulovligt til Tenerife med dem for at forsøge at genskabe deres gamle forhold.
Juryens motivering
Gennem en stærkt aktuel fortælling om en opslidende strid om forældremyndighed skildrer Amanda Kernell som i et spejl livets og de nære relationers kompleksitet. Børnenes syn på de voksne. De voksnes syn på sig selv. Med detaljeskarphed og et forfinet persongalleri går fortællingen i dybden og udvikler sig til et udfordrende drama uden entydige svar. Fra de iskolde vinteraftener i Nordsverige til de varmeflimrende nætter på Tenerife skaber Kernell sammen med fotografen Sophia Olsson en billedbåret filmfortælling med en både lang og konstant efterklang.
Manuskriptforfatter/instruktør – Amanda Kernell
Amanda Kernell (f. 1986 i Umeå) er dimittend fra Den Danske Filmskole. Hendes film er ofte dybt rodfæstet i samisk kultur og miljø. Hun har instrueret flere prisvindende kortfilm, herunder Stoerre Vaerie (Northern Great Mountain), der havde verdenspremiere på Sundance Film Festival i 2015.
Hun brød igennem med sin spillefilmdebut Sameblod (2016), der vandt adskillige priser, herunder Fedeora-prisen for bedste debuterende spillefilm ved Venice Days, samt Dragon Award-priserne for bedste nordiske film og bedste fotografering (Sophia Olsson) i Göteborg. Filmen blev nomineret til Nordisk Råds filmpris i 2017. Samtidig med, at hun arbejdede på Sameblod, instruerede hun mellemlangfilmen I Will Always Love You Kingen. Hendes anden film i spillefilmslængde, Charter, havde verdenspremiere i konkurrencen på Sundance Film Festival 2020.
Producer – Lars G. Lindström
Lars G. Lindström (f. 1955) har arbejdet hos Nordisk Film Production Sverige AB siden 2013 Han har stor erfaring med film-, tv- og teaterproduktion. I 1984 begyndte han at arbejde for Stockholms Stadsteater, hvor han var i 19 år som producer, kunstnerisk direktør og business developer. Parallelt med sin teaterkarriere har han arbejdet som assisterende instruktør på adskillige skandinaviske film. Efter fire år som filmkommissær for det svenske filminstitut (2009-2012) begyndte han at arbejde fuldtids som producer. For Nordisk Film har han produceret Daniel Espinosas Babylonsjukan (Babylon Disease), Åke Sandgrens Den man elsker og Pernille Fischer Christensens Unge Astrid.
Charter er hans andet spillefilmsamarbejde med instruktøren Amanda Kernell efter hendes internationalt hædrede Sameblod.
Producer – Eva Åkergren
Eva Åkergren (f. 1980) har studeret tv- og videoproduktion i Gamleby, Småland, og begyndte at arbejde med film i 2001. Siden 2018 har hun arbejdet som fastansat producer hos Nordisk Film Production Sverige AB. Eva Åkergren arbejdede i mange år som freelance produktionschef på store svenske film og tv-dramaer, bl.a. Wallander (2009), Maria Wern (2011-12) og Gentlemen & Gangsters (2016). Hun var line producer på de prisvindende film Sameblod (2016), Dröm vidare (Beyond Dreams) (2017) og Grænse (2018). Amanda Kernells anden spillefilm, Charter, der havde verdenspremiere på Sundance Film Festival 2020, er hendes første film som producer. For øjeblikket er Eva Åkergren co-producer på Ali Abbasis kommende film, The Long Night.
Fakta om filmen
Originaltitel: Charter
Engelsk titel: Charter
Instruktør: Amanda Kernell
Manuskriptforfatter: Amanda Kernell
I hovedrollerne: Ane Dahl Torp, Sverrir Gudnason, Tintin Poggats Sarri, Troy Lundkvist
Producere: Lars G. Lindström, Eva Åkergren
Produktionsselskab: Nordisk Film Production Sverige AB
Spilletid: 94 minutter
Svensk distribution: Nordisk Film
International distribution: TrustNordisk