Guðni Elísson

Ljósgildran (”Lysfælden”, ikke udkommet på dansk) af Guðni Elísson er en flertrådet roman med mange lag. Den er struktureret som en nøje gennemtænkt og mesterligt gennemført samtidsberetning, hvor temaerne er vor tids største politiske spændingsfelter, blandt andet kampen for ligestilling, øget markedstænkning i samfundet og klimaproblemerne. Bogen udvider romanformens grænser på en kreativ måde ved at arbejde med flere forskellige teksttyper og samtidig lege med de mange forskellige relationer, som kan findes i en tekst. Den indeholder en lang række henvisninger til verdenslitteraturen, både i form af direkte citater og beskrivelser af forskellige begivenheder, personer og situationer. Forfatteren trækker ikke kun på islandske sagaer som Njáls eller Grettis saga, men han skriver sig målbevidst ind i den europæiske litteraturtradition gennem allusioner til James Joyce, Tjernysjevskij, Tolstoj, Euripides, Dante, Shakespeare og Jane Austen samt ikke mindst Ovid, eftersom Orfeus og Eurydike er central i fortællingen. Men som nobelprismodtageren Louise Glück har mindet os om, så vil alle være Orfeus, men ingen vil være Eurydike.

En henvisning til den episke form indrammer på sin vis romanen, mens procenttallene i sidefoden tjener samme formål som nummererede linjer i epos med en stærk og ensartet fortællestruktur. Samtidigt arbejder forfatteren med en række andre genrer som horror, fantasy og satire, hvilket åbner op for muligheden for flere fortolkningsmuligheder. Det, som ligner afvigelser i fortællingen, er netop ikke afvigelser, men målrettede visualiseringer af bestemte temaer. Tråde i et fintmasket net af mening, som væver værket sammen til en helhed. Forfatteren har sammenlignet billedsproget i fortællingen med en metastase, hvormed han sigter til bogens overordnede tema, om hvordan metaforer udraderer hele tilværelsen fra det allermest personlige til de store narrativer, som styrer hele samfundet. Der forekommer skadelige arketyper, som breder sig ud over hele fortællingen, og som alle, på trods af deres varierende indflydelse, har rollen som igangsættere af et stædigt tankesæt, som efterhånden tager over og styrer de beslutninger, som bliver truffet af individerne og hele samfundet.

Dette flerstemmige værk sammenfletter to verdener. Dels skildres det tragiske kærlighedsforhold mellem ægteparret, Jakob og Lára, og dels beskrives det politiske og kulturelle forløb i Island under virussen på en ironisk og afslørende måde, da mystiske magter tager over i Reykjavik og skaber problemer for blandt andet landets præsident og statsminister og samtidig blotlægger samtidens magtstrukturer. Romanen er et ambitiøst forsøg på at indfange en tumultarisk periode i det islandske folks historie, hvor fortiden hurtigt er ved at blive glemt, og hvor fremtiden er fuld af blinde forhåbninger. I sin skildring af lyset og af belysningen af verden, undersøger forfatteren menneskets tro på fremskridtet. Men det er også værd at være opmærksom på, at alle de afsnit i bogen, hvor lyset er stærkest, handler om vores længsel efter at standse tiden og hæve os op over det forgængelige. Romanen stiller interessante spørgsmål om, hvordan vi skal passe på de kommende generationer – ikke kun i vores nærmeste familie, men også i en samfundsmæssig og politisk sammenhæng, og ikke mindst i en periode med katastrofal global opvarmning. Kønskrigen, som skildres i bogen, er også en generationskrig, og det er især interessant at studere, hvordan sproget ofte bruges som et tavshedsværktøj.

Forholdet mellem virkelighed og fiktion er et centralt tema i romanen. Ljósgildran handler om, hvordan fortællinger er et værktøj til udøvelse af kontrol, og her sigtes både til de fortællinger, som bogens personer fortæller sig selv og andre, og til de skadelige, store narrativer, som styrer vores fælles fremtid. Ljósgildran er et ekstraordinært velbearbejdet litterært værk, som emmer af fortælleglæde. Forfatterens beherskelse af teksten er yderst elegant i denne originale samtidsfortælling, hvor bogstaveligt talt alt er på spil.

Guðni Elísson (født 1964) er professor i litteraturvidenskab ved Islands universitet (Háskóli Íslands) og grundlægger af klimaprojektet Earth101. Han har skrevet bøger og adskillige artikler om litteratur, film, kulturstudier og miljøspørgsmål. Ljósgildran, som blev nomineret til Islands litteraturpris i 2021, er hans første roman. Den anden, Brimhólar, udkom året efter.