Gunnar Helgason og Rán Flygenring

Fotograf
Gassi, Gunnar Freyr Steinsson
Gunnar Helgason og Rán Flygenring (ill.): Bannað að drepa, børnebog, Mál og menning, 2023. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2025.

I Bannað að drepa (ADHD #3) ("Man må ikke slå ihjel", ikke oversat til dansk) behandler Gunnar Helgason emner, som tynger os alle i den tid, vi lever i: krig, traumer og tab. Man kan let tro, at så tunge emner bliver overvældende, men i kraft af forfatterens fortælleglæde og evne til at møde læseren i øjenhøjde, kan han nærme sig emnet på en måde, som gør at glæden og inderligheden aldrig er langt væk, og dermed skabe kontakt med læseren. 

Der er kommet en ny elev i Alexanders klasse, Han hedder Vola og kommer fra Ukraine. Han siger ikke meget, og han er tilbageholdende. Hvis Alex skal være ærlig, er han en dødkedelig dreng. Det bliver dråben, da Vola besvimer i svømmehallens omklædningsrum ved synet af en mand med en tatovering. Det er jo bare et bogstav. Z. Tænk, at han er så sart! Verdens konfliktområder rækker alligevel ind i omklædningsrummet, hvor Alex og hans klassekammerater befinder sig. Der åbnes op for alvorlige og komplicerede temaer, som undersøges fra perspektivet hos et barn med ADHD, som har tusind tanker i hovedet – nogle er gode, og andre er slet ikke gode – på en måde, som gør læseren til en aktiv deltager i handlingen. 

I bogen flettes konflikten i Europa på fremragende vis sammen med den dybe rædsel og de fysiske lidelser, som børn i konfliktområder er udsat for. Samtidig kan vi læse om, hvordan hændelserne kan påvirke børn i andre lande – i dette tilfælde børn på en skole i Island. Det er vigtigt for et varieret og livskraftigt udvalg af børnebøger, at der findes ambitiøse forfattere, som kan skrive om alvorlige emner på en måde, som lærer barnet noget nyt, men som samtidig formidler en følelse af tryghed, varme og medmenneskelighed. På trods af det alvorlige tema har bogen en livlig handling, som forstærkes af Rán Flygenrings stærke illustrationer. Som i forfatterens tidligere bøger i serien "ADHD", er persongalleriet varieret og farverigt, og fortællingen er spændende. 

Bannað að drepa er en bog, som viser en stor forståelse for børns måde at tænke på og en stor respekt for livets mangfoldighed. Den giver ingen hurtige eller enkle svar på de spørgsmål, som børn stiller i forhold til den politiske situation, som verden i øjeblikket befinder sig i, men i stedet åbner den en dør til en samtale mellem voksne og børn. 

Gunnar Helgason (født 1965) er skuespiller, instruktør, tv-producent og forfatter. Han har skrevet mange populære børnebøger og er blevet belønnet med adskillige priser. Gunnar Helgason blev nomineret til ALMA-prisen i 2022. Rán Flygenring (født 1987) er illustrator og forfatter, kunstner og designer. Hun har udgivet over ti bøger, hvoraf flere er oversat til forskellige sprog. Rán har modtaget mange priser og udmærkelser for sine værker. Hun fik blandt andet Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2023 for bogen Eldgos