Helle Helle

Helle Helle

Helle Helle

Photographer
Mikkel Carl
Helle Helle: Hafni fortæller. Roman, Forlaget Gutkind, 2023. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2024.

 

Motivering:

Helle Helles forfatterskab bliver ved med at udvide sig og være i bevægelse. Ind i busser, op på trappetrin, ud i skoven, hen over marker, ovenpå tankstationer. I Hafni fortæller udstikker hun en ny retning. Her tager Helle Helle os med på en smørrebrødsrejse ned igennem Danmark.  

 

Hafni fortæller er en radikalt eksperimenterende og vild bog. En roman om krise og om fald, om livsvilje, fremmedgørelse, om frihed, skyld og skam og forventningernes konsekvenstunge blikke. Slet og ret en roman om, hvordan man er til. ”Hvis jeg kunne, skulle også jeg ville være”, som Hafni siger i romanen med brug af modalverbernes hensigtserklærende form. Med sportsstrømperne stramt op om læggene er Hafni i et evigt tilløb til handling.  

 

48-årige Hafni skal skilles. Vendepunktet får hende ud på et længe ønsket roadtrip. Hun har besluttet, at det nu er et godt tidspunkt at smage sig igennem det danske frokostkøkken: stjerneskud, sildeøje. Wienerschnitzel med ansjos, kapers og peberrod - ’med dreng på’, som det kaldes. ”Jeg vil ikke have dreng på mit kød”, siger Hafni i en af bogens mange smukt absurde vendinger. Som ingen anden peger Helle Helle på kulturelle mærkværdigheder, der indlejrer sig som sproglige konventioner, og som man kan forfalde til at lade vade ret igennem sin mund uden at smage på dem. Helle Helle får os til at tænke ikke bare over sproget, men med sproget. 

 

Romanen er Hafnis, men den er også sprogets. Vejen til fortællingen går gennem sætningen. Hos Helle Helle er det sproget, der bestemmer retningen. ”Det er tilladt at vælge rute på grund af et stednavn”, står der. Og måske er det derfor, at historien må omkring byen Pøl på Als. For Hafni er helt nede at vende der, hun finder simpelthen sig selv i en mudderpøl. Hun falder, synker, vælter, også ned i et dybt mørke. Sproget tætner, giver kun det allermest nødvendige fra sig, som her: ”Så gik arme og ben ud, og de løftede bryn trak ikke øjenlågene med sig.”  


Også humoren er kulsort. Og igennem latteren bryder lyset ind. I det hele taget vokser og vokser romanen, bliver større og vildere. Som når hun indimellem bryder fortællingen med nogle knaldhårde, firkantede tekststykker. De indeholder erindringsglimt, tilstande, ophobninger af husråd – alt det, vi bærer med os. De løfter sig ud over fortællingen som ren poesi, modernistiske i deres anslag. Eller som når Hafni en nat, hun ikke kan sove, tilbyder en ældre herre en guldkaramel, som går ret gennem hånden på ham. Er et genfærd på spil? Romanen stiller i hvert fald spørgsmål til, hvordan man er synlig for sig selv og for andre. Lettest er det måske at mime andre, smile en andens smil, som der står i bogen. For Hafni gælder det, at tankens skygger lægger sig ind over hende og hendes handlekraft. Forventningerne til hende selv og hendes forventninger til andres forventninger. Igen og igen finder hun sig selv falde ind i et ja, hvor hun måske hellere ville have lænet sig op ad et nej. Hvis nogen fortæller hende, at en håndsæbe med tuttifrutti er på tilbud, køber hun den. Hvis hun går ind på et galleri, kommer hun ud med en blå akvarel med krabber. Hvis nogen frier til hende ude foran biografen Imperial, bliver hun gift.  

 

Længslen efter og frygten for at begå sig i det menneskelige felt sætter hende i akavede, smerteligt komiske situationer. Fx at stå i kø i Netto, og blive ved med at stå i den, for at føle en form for nærhed. Eller: at sidde alene på Nyborg Strandcamping mens mørket falder på og sige: ”Vi to”, da et insekt lander på bordet. Eller: at føle sig friere overfor ting, end overfor mennesker.  

 

Romanen er fyldt med vidunderlige dobbeltbevægelser, friktion og undertekst. På den ene side står selvudslettelsen med alle dens negationer (ikke gøre det ene, ikke gøre det andet), der får Hafni til at undskylde for at sige undskyld. På den anden side en form for trods: ”hendes tavshed er et gespenst på tomme pladser. Men hun vil ingen tomme pladser.” Og det bekræfter bogen selv. Hafni står oprejst. Hun taler. Og mens Hafni nok er optaget af normer (selvom hun ikke bryder sig om ordet normativ), så er Helle Helle ikke bange for at bryde stilistikkens uskrevne regler. Hvem ellers kunne finde på at begynde sin roman med en bisætning? Og hvem ellers ville kalde romanen for Hafni fortæller, men ikke lade Hafni være romanens fortæller? Hvem ellers ville lade romanen udspille sig som en telefonsamtale, hvor kun én taler, mens de mange udsigelsespositioner giver romanen en flerstemmighed? Hvem kan ubesværet bevæge sig mellem tid og fortælleplaner og få sin læser til at grine højt over brugen af inquit: ”Han sagde”, ”Hun siger”? Hvem fortæller sin historie til en unavngiven person, som man alligevel forstår, man har mødt før, i romanerne de og i BOB, sådan så et forfatterskab på den måde får lov at blive en slags levende organisme, en samtale, hvor værkerne komplementerer og indhenter hinanden? Det er retoriske spørgsmål. Stilistisk bliver der ikke holdt igen, og ingen kan holde Helle Helle tilbage.  

 

Med livet får man rundere arme, og måske finder man ud af, at livet bevæger sig i cirkler og ikke i lineære forløb. Hafni fortæller gør i hvert fald ikke. Den anviser ikke en retning. Den forsøger at være.  

 

Helle Helle har for længst bevist, at hendes forfatterskab ikke kan fejes af banen i en bisætning. Flere af hendes romaner står allerede som hovedværker i dansk litteratur. Hafni fortæller er ingen undtagelse.