Ingeborg Arvola

Nogle gange er både anmeldere og publikum enige, og en af årets store succeshistorier er Kniven i ilden (ikke udkommet på dansk). Det er let at bruge ord som eventyrlig, storslået og magisk om Arvolas roman, for det er noget af en historie, som læseren kastes ud i. Men bag det store drama har Arvola skabt en fortællerstemme, som både overrasker, fængsler og udfordrer. Med ski på benene og som eneforsørger for to børn drager Brita Caisa fra Finland til Norge i 1859. Mens Arvola udfolder rejsen til den norske kyst som en episk kærlighedshistorie, holder hun fast i det, der kendetegner Brita Caisa: En tro på det overnaturlige og en viden om, hvordan de syge skal passes. Her minder bogen om Mikael Niemis At koge bjørn med et nært blik på traditioner og et åbent perspektiv i forhold til viden. Det styrker også romanen, at synsvinklen hele tiden er hos Brita Caisa, og at den dermed holder fast i dem, som ofte bliver glemt, når historien om Norge skal fortælles. I Kniven i ilden giver Arvola stemme til dem, som blev dømt for utugt og måtte stå ret i kirken. Dem, som levede som nomader og måtte tilpasse sig nationale love og regler. Dem, som stod imod og måtte gøre alt klar til den dag, hvor mændene kom tilbage fra fiskeriet. Dette perspektiv gør ikke blot bogen original. Det betyder også, at den passer godt ind i en tid, hvor der er fornyet interesse for samisk kultur og historie.

Samtidig skal Arvola roses for, sin måde at komponere Kniven i ilden på. Det er en roman, der underholder, uden at miste sine litterære kvaliteter. Med et godt greb om dramaturgien viser Arvola, at også dramatiske historier har brug for en god fortællerstemme. Hun skriver Brita Caisa frem med særprægede og overnaturlige observationer og en menneskelig stædighed. Det skaber et anderledes blik på et stykke Norge og en verden, som vi troede, at vi vidste det meste om.