Jalvvi Niillas Holmberg

Romanens hovedperson Elle Hallala, eller kunstneren Halla Helle, er en af de mest velrenommerede autodidakte kunstnere i Finland, men hun mister sin livslyst, opgiver sit kunstnerliv og vender tilbage til sin hjemegn, Ohcejohka, for at komme sig. Af forskellige årsager fjerner Elle sig i teenageårene fra renpasningen, nægter af tage sig af sin kære far og afbryder kontakten med sin mor. Elles mange ubearbejdede sorger kommer op til overfladen for at kunne heles. Forfatteren udforsker en traumatiseret persons lidelse og livsbane, og hvordan hun selv efterhånden kan lette sit åg og få det bedre. 

Elle når med nød og næppe frem til sin farmors begravelse, og hun gør slægtningene oprørte med den pibe, som hun tegner i farmorens mund i salmehæftet. – Mor røg aldrig, påpeger hendes faster. Situationen bliver ikke bedre af, at Elle råber, at graven er for lille på kirkegården. Efter begravelsen trækker hun sig tilbage med sine hunde til sin gamle farfars hytte ved Gabbajávri. Romanens sælsomme titels "Goatnelle" henviser muligvis til, at Elle er en goadni – en udmattet person, som gemmer sig. Efter romanens titelblad er der et citat af forfatteren Kirste Paltto: "Som seksårig begyndte jeg at få et ekstra hoved" (fra novellen Tvåhövdad kvinna), som også antyder, at Elle har psykiske problemer.   

Elles mentale dekolonisering er knyttet til naturen og det åndelige, som er de aspekter af det samiske liv, som kolonialismen har distanceret samerne mest fra. Men at revitalisere kendskabet til traditionen har en helende kraft for både individer og samerne som helhed. Så under vejledning af hendes farbror, Sámmol, lærer Elle blandt andet at fiske med drivgarn, behandle båden med tjære, reparere net og fange laks. Det er ikke kun hende, som skal tilegne sig kundskaberne. De skal også, sammen med myterne og spiritualiteten, videreføres til de følgende generationer. Efter lidt tid deltager også Elle, som nærmest er menneskesky, med sine venner i et møde, hvor aktivister fortæller, joiker og taler med børn og unge om kendskab til traditionerne, dekolonisering, og hvordan man kan være i harmoni med jorden. 

I lokalsamfundet opstår der konflikter, især på grund af samernes og det omgivende samfunds forskellige værdier og metoder i forhold til at drage nytte af og respektere naturen. Inden længe har kapitalismens kræfter valgt Rástegáisa, det hellige fjeld på den norske side, som genstand for sin grådighed. At "bagatellisere alvoren" er ikke kendetegnende for de unge. Elle iklæder sig sin imponerende ládjogahpir (traditionel kvindehue/hornhue) til samrådsmødet. – Da datidens stylister opfandt hornhuen, tog de ikke hensyn til, at man skulle kunne sidde i en bil, konstaterer Elle. Hun kommer ofte med elegante udsagn og ytringer, som viser et humoristisk syn på forskellige situationer. 

Forfatteren belyser også mellemmenneskelige relationer i et landsbysamfund, hvor samerne udgør majoriteten og finnerne minoriteten, og hvor samerne forvalter deres egen etnicitet på flere måder. Dette kommer blandt andet til udtryk i Elles og finske Samus kærlighedsforhold – som skiftevis blusser op og køles ned igen. Alligevel er Samu Elles mest trofaste støtte. Teksten indeholder deres filosofiske spekulationer, som ofte kommer fra Elles drømme. Elle skriver drømmedagbog for at lære sig selv bedre at kende, men også det er problematisk: "Samu bliver stående. Var det måske dumt at lade ham læse om drømmene? Hvad er det, jeg ævler om? Nu føler jeg mig næsten overvåget. Jeg har ikke brug for mere af den slags tvivl og ambivalens. Jeg har jo netop frigjort mig fra alt sådant."

Teksten er af høj skønlitterær kvalitet. Fortælleren er Elle, som skildrer handlingen fra sin synsvinkel. Informationen doseres, så fortællingen ikke afsløres så let for læseren. Hvert kapitel indledes desuden med et digt, som giver et indblik i Elles drømme og bevidsthed. Fortælleformen er stærkt forankret i den samiske verdensopfattelse og fortælletradition, men den skildrer både samernes udfordringer i et moderne samfund og almenmenneskelige forhold som behovet for at høre til og blive anerkendt. 

Selv om fortællingen er realistisk, afspejler den alligevel samisk spiritualitet og mytiske elementer. Både digtene og de mytiske elementer udfordrer den vestlige verdens rationelle virkelighedsopfattelse, og samtidig forsinker de læsningen og opfordrer læseren til at fuldende fortællingen. 

Sprogligt og kulturelt kan romanen betragtes som en skattekiste med en helende kraft. Forfatterens præcise og frodige sprog i beskrivelsen af arbejdsopgaverne inden for duodji (traditionelt håndværk) og laksefiskeri ansporer os til at vende tilbage til kundskaber og færdigheder, som koloniseringen delvist eller fuldstændigt har fortrængt. Romanens vigtigste budskab er troen på en samisk fremtid, og den løsning, som Elles fortælling tilbyder for at styrke og revitalisere det samiske sprog og den samiske kultur. 

Jalvvi Niillas Holmberg (født 1990) er opvokset i Ohcejohka i Finland. Han er musiker, forfatter og manuskriptforfatter. "Jeg har ingen akademisk baggrund og er heller ikke sprogforsker," skriver Jalvvi Niillas om sig selv i bogen Siiddaid Sápmi (DAT 2023). Han var også det samiske sprogområdes kandidat til Nordisk Råds litteraturpris i 2015 og 2020.