Johanna Boholm

Der findes debutanter, hvis tekster synes forbløffende færdige, som om ordene bare har ventet på at komme ud.
Johanna Boholm (født 1976 og bosat i Jomala på Åland) er en sådan debutant. Hendes debut Bygdebok er det selvstyrende område Ålands kandidat til Nordisk Råds litteraturpris 2014.

Bygdebok er ikke så let at kategorisere i almindelige termer. Der er kun knap 80 sider i bogen, men Boholms prosa er så fortættet, at man føler, at man har gennemlevet et helt liv efter læsningen. Der er ikke tale om en roman i traditionel forstand, men snarere en prosalyrisk fortælling, som på en yderst fremragende måde lader ydre og indre landskaber korrespondere. Den egn, som bliver apostroferet, er geografisk forankret, men samtidig er den en afspejling af bevægelser under bevidsthedens overflade.

Det handler om at huske, at genfinde sig selv for opnå en bekræftelse. Med en søster – eller måske et spejlbillede – som modtager, forsøger fortælleren at kortlægge påvirkningen og de svære erfaringer fra barndommen. En af de centrale scener er et hus fra halvfjerdserne med papirtynde vægge. Et bornholmerur slår ligesom et hjerte. Udenfor sænker mørket sig over et lille samfund med åen som centrum. En svært begribelig faderskikkelse sidder på sin kontorstol, en gruppe forvirrede mostre kommer på besøg og tager sølvskeer og andet med sig.

Søstrenes erindringsbilleder væves ind i hinanden, men kan man nogensinde være sikker på at nå ind til den sande virkelighed? Og hvordan betvinger man den følelse af skyld, som er selve eksistensens kerne?

Bygdebok har en skarp rytmisk komposition, hvor bestemte ord, ofte i form af fantasifulde nydannelser, gentages ligesom temaerne i en sonate: groblad, hjärtslag, guldskvätta, klapperbarn, fladdernätt. Teksten indeholder en gåde, som hele tiden ansporer til videre læsning, mens fortælleren borer sig dybere og dybere ind i sindets afkroge. "Junivinden, gåshud på armarna, stillhet. Sång".

Gustaf Widén