Kirsten Hammann

Mød Georg. Du vil genkende ham, for han er udtryk for den moderne tids radikale individualisme. Han er også hovedperson i Kirsten Hammanns skarpe og veldrejede roman, den foruroligende morsomme Georg-komplekset.

Georg har altid haft en forlomme til livets goder, men nu finder han sig selv som midaldrende i et brat fald fra succesens tinder. Georg er forfatter, men er gået i stå. ”Stakkels Georg, det er endeligt ude med ham. Han er blevet usynlig.”  

Georg-komplekset er en roman om misundelsens ildelugtende vinde og om samvittighed; en roman, der udstiller modernitetens selvberuselse og de tømmermænd, der følger, når begæret efter at blive set og opnå social anerkendelse ikke længere opfyldes. Men mens romanen er en uforsonlig satirisk samtidsskildring, er den også en afdækning af menneskets urdrift efter at få al verdens lys kastet på sig. Den danske salmedigter Thomas Kingos vers fra salmen Far verden, far vel (1681) kunne således stå som et motto for Hammanns bog: ”Hvad er det dog alt,/ som verden opsminker med fager gestalt?/ Det er jo kun skygger og skinnende glar,/ det er jo kun bobler og skrattende kar,/ det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,/ forfængelighed, forfængelighed!” Georg-komplekset er Kirsten Hammanns begavede, nådesløse bud på, hvordan tom forfængelighed dækker over en manglende værensfylde anno 2022.

Og Hammann lader Georg bevæge sig ud på tynd is. For ikke nok med, at Georg befinder sig i en skrivekrise, hans kone er gudhjælpemig også begyndt at skrive. Og det ser ud til, at det kunne blive en bestseller. Det. Må. Bare. Ikke. Ske. Mens Georg græder sine elendighedstårer over konens invasive skrivepotentiale, pønser han på, hvad han kan gøre for at genvinde sin position i hierarkiet, og han anlægger en særdeles tvivlsom og moralsk anløben strategi: Hans kone, eller i hvert fald konens manuskript, må ofres, så hans indre krise kan overkommes. Hammann viser os, at ofringer ikke kun hører en bibelsk fortid til, men at sådan kan en moderne logik også se ud. For at få kontrol over situationen går han til modangreb: Han må skrive noget, der er spektakulært, effektivt, en krimi, én, der bygger på en virkelig historie om mænds vold mod kvinder.

Kirsten Hammann retter et dybt problematiserende blik på de etiske komplikationer som vores sult efter misogyne virkelighedsskildringer efterlader. Hvor langt vil vi gå for at blive underholdt? Hammann tester os. Er en perverteret massemorders fetichering af en afskåret fod, som han gemmer i en fryser, nok? Ja, det virker for Georg, det kører godt, synes han, med at spekulere i menneskelige tragedier; det skal nok tiltale publikum. Passager fra hans true-crime-historie folder sig ind og ud af Kirsten Hammanns skildring af Georg, og fungerer, som Georg netop har forudsagt, som effektiv, dragende og spændende læsning. Dét er et djævelsk uhyggeligt, raffineret greb af Hammann: først at demaskere forfatterfiguren som autenticitets-ligrøver og dernæst at blotte læseren som en simpel, logrende voyeur. Begge lige kyniske.

Kirsten Hammann har et stort og funklende satirisk talent. Hun fastholder os i det, der gør ondt, og bruger ikke humoren til at udglatte, men til at bide sig fast. Hun skåner ingen.

Når hun lader Georg imitere genrelitteraturen i et forsøg på at blive anerkendt – som sig selv, udstiller hun, hvordan vores samtid så ofte forveksler imitation med originalitet.

Med Georg-komplekset giver hun os lejlighed til at tale med os selv om de kræfter, der hersker i os og i det samfund, vi har skabt. Og hun viser os, at stræben efter succes, menneskelig dårskab og jagt efter berømmelsens kapital, som Honoré de Balzac allerede i 1800-tallet skildrede i sin menneskelige komedie, trives i bedste velgående i en moderne nordisk samtid.