Line-Maria Lång, Karen Vad Bruun og Cato Thau-Jensen

Hvad sker der, når far pludselig får en kæreste? At kæresten så tilfældigvis også er en mand, det har ikke nogen afgørende pointe i billedbogen Frank mig her. Pointen er snarere at omfavne nye familiære relationer, når disse gør sig umage – selv om det også er svært.  

”Far siger, at han er meget frankofil. Det betyder, at han godt kan lide ting og sager med Frank i.” Fx franske vafler, frimærker og Frankenstein-monsteret. Men som jegfortælleren, en dreng i børnehavealderen, må sande kan frankofil også betyde, at man pludselig får lyst til at bo sammen med en, der hedder Frank. Titlen henviser til det sted i historien, hvor jegfortælleren bliver træt af, at Frank fylder så meget – han rykker ligefrem ind i dobbeltsengen: ”Det er Frank mig her og Frank mig der.” Den talesproglige vending ’her, der og allevegne’ ligger uudsagt bag ytringen, og det er i det hele taget en fortælling, som hele tiden leger med sproget. Senere må fortælleren ty til lister for at få styr på først ulemper og siden fordele, ved at en der hedder Frank pludselig bor hjemme hos en.

Fortællerstemmen er troværdig i skildringen af barnets perspektiv og logik, som sjældent flugter med de voksnes. Drengen forstår ikke faderens behov, da far jo allerede ”…. bor sammen med en mig”. Citatet peger på et barns selvbevidste fortællerstemme, ”en mig”, der har svært ved at forlige sig med ikke længere at være det eneste objekt for faderens kærlighed. 

Illustrationerne emmer af farverige kontraster – hver eneste genstand og område på siden synes at have fået sin egen farve og mønstrede skravering. Det giver en meget levende billedflade. Den naivistiske streg og det lidt skæve perspektiv understreger barnets synsvinkel. Der er visuelle referencer, som især vil appellere til den voksne læser. Eksempelvis Marimekko-dynebetrækket og et maleri af David Hockney. Forelskelsen tegnes også frem. Forsiden viser faderen og Frank i omfavnelse og dyb øjenkontakt, og bogen har flere scener med fysisk nærhed mellem de to. Men det er en pointe i historien, at der dannes nye balancer mellem de tre, og ingen har patent på den anden. Det viser forsiden fint ved, at Frank holder fortælleren i hånden, og ved at historien slutter, hvor den begyndte med far og søn-tid i legehuset, dog nu med Frank som baggrundsstøtte.  

Den hvide middelklassefamilie med mor, far og to børn fylder ganske meget i dansk børnelitteratur Og selv om der efterhånden er flere bøger om og med udgangspunkt i skilsmissefamilier og sammenbragte familier, er regnbuefamilier fortsat et særsyn. Her er mangfoldigheden ikke et budskab i sig selv, men blot et vilkår, som styrker historiens troværdighed. Det er en fortælling om at acceptere familieudvidelser og give efter for noget, som faktisk er ganske rart – fx at der kan være virkelig meget Lego (og vand) i Franks lange sko.