Lotta Lotass

Fotograf
Dick Claésson
Lotta Lotass: Rubicon / Issos / Troja, digtsamling, Ekphrasis förlag, 2024. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2025.

Lotta Lotass har igennem de seneste femogtyve år udviklet et egensindigt forfatterskab, hvor hun aldrig er veget tilbage for alvoren med et nogle gange utidssvarende og krævende udtryk. Hendes stærke integritet viser sig både i tekster, som altid overrasker, når det gælder valg af tematik og æstetik, og i udgivelsesformer, som demonstrerer mod og nytænkning. Det er derfor helt på sin plads, at en af årets store litterære oplevelser i Sverige er en umiddelbart uanselig, grå digtsamling, som er udgivet på et mikroforlag med noget så umoderne som historiske hærførere i centrum. Cæsar og Alexander, Aias og Achilleus. 

Disse fire krigere fremstår her ikke som de helte, som de ofte er blevet fremstillet som. I stedet er de forvirrede, usikre og fanget i et nu, som for os læsere for længst er gået tabt gennem historieskrivning, fabulering, glemsel og konstruerede erindringer.

Dette er dog ikke digtsamlingens egentlige ærinde. Lotass interesserer sig ikke nævneværdigt for de historiske slag, som de geografiske navne Rubicon, Issos og Troja aktualiserer, men for spørgsmål om forgængelighed og evighed, om hvordan historieskrivningen og digtene både skriver verden frem og skjuler den. Cæsar og Alexander ved ikke, hvordan det skal gå – men de er optaget af historiens dom. I effektive, nærmest formfuldendte vers, som udmærker sig ved en umedgørlig faldende rytme – som minder om epossens heksameter – gør Lotta Lotass det enkelte menneske til en tilfældig besøgende i en verden, som ikke bryder sig det, hvad det end måtte hedde. Lotass’ digte vidner om forfatterens fortrolighed med alle sprogets muligheder og indeholder ekkoer fra en lang europæisk digttradition. Pludselig bliver det tydeligt, hvordan de klassiske fortællinger stadig kan være produktive og gyldige – på måder som vi ikke havde forventet.

I Rubicon / Issos / Troja flyttes læseren til steder og tidspunkter i historien, som gennem historieskrivning og talrige fiktionaliseringer næsten er blevet til uvirkelige eventyr: Den morgen, hvor Cæsar skulle krydse Rubicon, Alexanders slag mod perserne ved Issos og den trojanske krig, som måske fandt sted, måske ikke. Afslutningens sten fremtræder vigtigere end den traditionelle historieskrivning, som har elsket slag. Selv krigsherrer bliver glemt til sidst. 

Rubicon / Issos / Troja demonstrerer Lotta Lotass' store mod som poet. Hun vælger noget, som synes slidt, og betragter det ud fra et helt nyt og eget perspektiv. Dermed giver hun ny ilt til en litteraturhistorie, som virkelig har brug for det. Denne samling vidner også om en sjældent set lyrisk dygtighed rent håndværksmæssigt. 

Lotta Lotass (født 1964) er en af Sveriges mest respekterede forfattere. Hun arbejder gerne på tværs af samtidens genrekonventioner. Fælles for alle hendes værker er evnen til at udnytte sprogets musikalske og eufoniske potentiale. Lotass debuterede skønlitterært i 2000 med romanen Kallkällan og har siden skrevet flere romaner, digtsamlinger, dramaer og hørespil. Publikationslisten indeholder over fyrre titler. De er ikke alle helt enkle at genrebestemme. Nogle er udgivet som smukke fysiske værker, og nogle er udgivet som elektronisk tekst. Hun har blandt andet modtaget Samfundet De Nios Särskilda Pris, Sveriges Radios Romanpris og Borås Tidnings Debutantpris. I 2006 blev hendes roman Skymning: gryning nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Lotass er desuden forsker inden for litteraturvidenskab. I 2002 forsvarede hun en afhandling om Stig Dagerman, og via sit arbejde med netstedet Litteraturbanken har hun arbejdet for at gøre historisk svensk litteratur alment tilgængelig. Hun blev valgt ind i Svenska Akademien i 2009, men hun ønskede at træde ud, hvilket hun gjorde, da det blev muligt i 2018.