Marjun Syderbø Kjelnæs

Karmageitin (”Karmageden”) og Gentukamarið (”Pigeværelset”) er et litterært dobbeltværk, der dog har hvert sit udtryk og præg. Der er tale om to forskellige genrer, en digtsamling (Karmageden) og en dramatisk tekst (Pigeværelset). Værkerne kan læses i vilkårlig rækkefølge, og er ikke lineært eller kausalt forbundne, men snarere som to i hinanden indlejrede værker, hvor dramaets dialoger, digtenes bevægelser, sindstilstandene og de fysiske rum vokser ind i hinanden.

Som titlen på den dramatiske tekst, Pigeværelset, indikerer, så er der tale om en kvindelig hovedperson. Det samme er tilfældet i Karmageden. Her følger vi digterjeget som voksen, midaldrende kvinde. Digtene befinder sig i kvindens hjem, men opstår og vokser ud fra barndommens pigeværelse. Det er herfra at digterjegets sansning af verden udspringer, og her at det knytter sig til slægten. Værelset er gået i arv fra mosteren til digterjeget. Digtene forlader pigeværelset, men vender altid tilbage; i små og store cirkelslag. En bemærkelsesværdig insisteren findes i digtenes bevægelse; en udlængsel og et ønske om at blive en del af verden, men i hvert digt vendes ønsket om at forbinde sig med og forstå og blive en del af verden på vrangen og vender hjem, hjem til barndommens pigeværelse eller midtvejskrisens køkken; ikke nødvendigvis af en direkte hjemlængsel, men som nødvendighed Så snart digtet er hjemvendt, usynliggøres digterjeget og udmattelsen sætter ind, og ud af denne vokser en ny udlængsel.

I værkets anden del, den dramatiske tekst, Pigeværelset, lader teksten os træde ind i og helt omsluttes af pigeværelset. Her findes en anden, anderledes insisteren end den vi ser i digtene.  En flerstemmig og til tider manisk hjemsøgelse; det voksne digterjeg træder ind i barndommens pigeværelse og hjemsøges af morens og barndommens stemme. Her er jeget alle sine aldre på samme tid, hun hjemsøges som barn af sin mors stemme, som voksen af sit eget barns stemme, og modtager opkald fra sin egen datters stemme og myternes stemme. Pigeværelset opløser de grænser og tærskler som måtte findes mellem jegets aldre og livsstadier. Jeget bliver alle de jeger jeget måtte have været; i udvikling, i konflikt, i forvirring. Paradoksalt og modstridende og til tider kortvarigt mildt og harmonisk – alt på samme tid. Pigeværelset og det pigede bliver i dobbeltværket en stærk kraft, noget som nægter at blive irettesat og sat på plads.

Således vokser pigeværelset sammen med huset og haven i Tórshavn, og forbinder sig med bjerge af ubrugt tøj i Atacama-ørkenen, med Islands ødelagte koralrev, med hvaler som har forvildet sig ind i Middelhavets indsnævring. I digtet Honey (s. 68) gror jegets kløen sammen med et klæbrigt spisebord. Uro og sitren forvandles til et uvejr, som når til Mexico, til en enorm spyfluesværm, til brummende bilmotorer, summende trafik og oliepumper, og vender tilbage til køkkenet, hvor de igen sætter sig i jeget. Ubehaget, hudens kløen og det klæbrige, er en spyfluesværm, er biler og pumper og olie.

Marjun Syderbø Kjelnæs (født 1974) er en kendt og aktiv stemme på den færøske litterære og dramatiske scene, og hun har udgivet en bred vifte af værker siden sin debut i 2000. Hendes ungdomsroman Skriva í Sandin, 2010 (Skriv i sandet, Viatone 2013, oversat af Hugin Eide) fik Nordisk Børnebogspris i 2011 og The White Raven i 2011 og hendes nyeste ungdomsroman Sum Rótskot (”Som et rodskud”, ikke udkommet på dansk) blev nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2021. Hun har modtaget en række priser og legater, og hendes værker er oversat til de nordiske sprog samt engelsk, fransk og tysk.