Mette Moestrup

Butterfly Nebula er et digterværk, der berettiget har vakt stor opsigt ved sin originale kombination af økokritik, kapitalismekritik og kvindelig bekymring for verdens tilstand. Forfatteren betegner sig selv som ”ekstatisk systemdigter” og placerer sig såvel æstetisk som tankemæssigt i kongenial forlængelse af Inger Christensen og dennes sonetkrans Sommerfugledalen (1991). 

Mette Moestrup er født i 1969, debuterede litterært i 1999 og har udgivet seks digtsamlinger, en roman og to børnebøger. Endvidere har hun medvirket i flere kollektive udgivelsesprojekter. Fælles for alle hendes litterære værker er deres eksperimentelle karakter og hendes energiske engagement i politik og poesi. 

Butterfly Nebula er en overdådig, vældigt anlagt poesikomposition, der gennem sommerfugleformen spænder fra kroppens indre til det ydre rum. Forbindelsen opstår, fordi der i universet, ca. 3.800 lysår herfra, findes en stjernetåge, som af udseende er ligedannet med skjoldbruskkirtlen – den lille, livsvigtige kirtel, som nedbrydes, hvis man lider af den Hashimotos sygdom (opkaldt efter en japansk læge, der først beskrev dette autoimmune syndrom). Mette Moestrup gør. 

På det personlige og kropslige plan kredser værket derfor om det menneskelige stofskifte. Men fordi kapitalismens konstante rovdrift på jordens resurser truer med at ødelægge menneskenes stofskifte med vores omgivelser, fører digteren sin læser ind i en altomfattende omsorg for liv. Hertil føjes den poetiske pointe, at stofskifte, metabolisme, hedder næsten det samme som metabole, en figur i stilistikken, hvor de samme ord gentages i omvendt orden. For Mette Moestrup er der kun kort fra økokritikkens insisteren på materien og til poesiens omgang med sprogets materie! 

Butterfly Nebula er bygget op i syv sammenvævede spor. ”Red Butterfly Ufo” er det proklamerende indlednings- og afslutningsdigt. ”Rødt, sommerfugleformet digt” er en art digterisk happening med instruktion i placering af røde objekter i sommerfugleform. ”Syv breve til Hashimoto” henvender sig til en japansk læge, der opdagede og beskrev den sygdom, som i syv år fratog digteren evnen til at skrive. ”Quiz om sommerfuglekirtlen” udgøres faktisk af en række spørgsmål, vi får besvaret sidst i bogen. ”Habitathymnen” besynger det klitlandskab, digteren har færdedes i fra sin barndom. ”Søvnløshedssange, København” cirkler i elegisk besværgelse om det at være i live, når en nær veninde er ved at dø. Og endelig udsiger digteren en serie prosaformede ”Blodspådomme”. De syv tekstspor kan følges enkeltvis, eller man kan læse bogen, præcis som den  træder frem for én, i stadig vekslen fra spor til spor.  

Uanset hvad mødes man af en vild og overordentlig skønhed. Alt imens man en smule bedre fatter, at alt, som skifter stof, er levende, og at alt, som er levende, skifter stof.