Niels Frank

Den danske forfatter Niels Frank går i 2021 igennem sit livs mareridt. Hans storesøster Elin bliver på klos hold skudt af sin eksmand med et oversavet jagtgevær. Mordet sker den dag bodelingen skal finde sted, hvor Elin sammen med sine og mandens sønner har planlagt at hente sine ting.

Den frygtelige hændelse ændrer ikke blot Niels Frank som menneske, men også som forfatter. Frank nævner selv, at bogen er ”skrevet på stedet”, og at teksten er et ”helvedesrum”. Men desuden at den, idet noterne begynder at tage form som en bog, bliver et ”beskyttelsesrum”. Med skriften skærmer Frank sig simpelthen mod de brutale hændelser, imens han beslutter sig for, at der ikke må laves kunst på Elins død. Det traumatiske kendetegner stilen, der er repetitiv, men en repetition, hvor Frank forsøger at genvinde kontrol over livet.

Kapitlerne er korte og har alle illusionsløse, næsten mutte overskrifter: ”Flere brikker”, ”Efterforskningslederen”, ”Kvalme”. Man suges som læser ind i helvedesrummet. Sproget bliver et trykkammer. Det forsøger at holde virkeligheden i skak. Men virkeligheden, viser det sig, er mere brutal end sproget, og det er som om, at ordene kun resignerede kan følge med.

Sandheden taler kun for sig selv, hvis man som forfatter i en sådan umulig situation er i stand til at forvandle sig til notarist, dvs. eliminere sig selv så meget, at den til sidst træder frem uden mellemværender.

Det er klaustrofobisk, men også dybt rørende at være en del af Niels Franks udredning. Ikke mindst når man kender til forfatterskabet i forvejen. For en digter, essayist og ærkemodernist som Frank, der tidligere og i forlængelse af den franske digter Stéphane Mallarmé har hævdet, at litteraturen må afvise det almindelige, fordærvede sprog som løgn og latin, er det bemærkelsesværdigt, hvordan han her tilsyneladende kryber til korset. Men det er kun tilsyneladende. For Franks modernistiske afsæt skinner på en eller anden måde alligevel igennem. Nu ikke som en særlig måde at skrive på, men mere som en måde at være i sproget på. Eller måske rettere som en måde IKKE at være i sproget på.

Bogen er et rasende partsindlæg. Den er ikke ude på at skildre begivenhederne set fra flere sider. Alt er konsekvent skildret fra Franks og den efterladte families side. Det virker stærkt på læseren, og bogen er med sit konsekvente formmæssige greb jo så alligevel en slags kunst, der laves på Elins død. Men i givet fald er det en kunst, der sigter efter et større formål. Frank er således med sin bog åbenhjertigt gået ind i diskussionen omkring partnerdrab. For også her er sproget som oftest fordrejet. Partnerdrab er nemlig stort set altid kvindedrab. Frank raser med sin bog imod et retssystem, der systematisk forvansker virkeligheden med sine formildende ord og imod en praksis i politiet, der ikke evner at tage de mønstre alvorligt, som mænd, der begår hustrudrab, ofte følger. Lad os håbe, at bogen virker. Ikke for kunstens skyld, men for alle de pårørende, der ligesom Frank må sidde tilbage i verden efter (endnu) et uforståeligt partnerdrab.