Sigbjørn Skåden

I Planterhaug (ikke oversat til dansk) møder vi politikommissær Huuva, som rejser fra Oslo tilbage til den samiske by, Planterhaug, for at undersøge omstændigheder omkring den gamle drukkenbolt Nilsens død. Mordsagen udgør romanens ydre fokus, men i Planterhaug er ingenting, som det umiddelbart ser ud

Gennem den fornorskede same Huuvas vandringer føres læseren ind i et både fremmedgjort og mytologisk univers. Dagene på pensionatet præges af varme måltider bestående af indvolde og traditionel husmandskost, før han begiver sig ud på sine langsomme og tvivlsomme undersøgelser. Overalt mødes han af stilhed, undvigende svar og gådefulde udsagn.

Romanen stiller uophørligt nye spørgsmål: Hvilken slags by er Planterhaug? Hvad skete der her, da Huuva var barn? Hvorfor er han egentlig blevet sendt hertil? Hvorfor skriger grisene hele tiden? Efterforskningen udvikler sig til en fortælling om viden, sprog og magt, hvor Huuva tvinges til at konfrontere både byens og sin egen fortid.

Planterhaug er en dybt poetisk og melankolsk roman med en stor detaljerigdom og en litterær kraft, som er sjælden i den norske samtidslitteratur. Skåden skifter mellem nynorsk, bokmål og samisk. Den sproglige vekslen synliggør karakterernes tilhørsforhold, afstand og magtpositioner. Romanens leg med både sprog, slægtshistorie og symboler giver teksten et tydeligt historisk tyngdepunkt. Huuvas efterforskning peger både bagud med fornorskningspolitikken og fremad mod spørgsmål om samisk identitet i nutidens Norge. I Planterhaug er magtforholdene omvendte. Det er Huuvas fremmedhed og begrænsede forståelse for det samiske fællesskab, som træder tydeligst frem.

Selv om romanen er præget af en gennemgående tung og dyster stemning, er den rig på uventede drejninger. Denne uforudsigelighed driver læseren videre i jagten på svar – ikke kun på hvem døde, men også på hvad Planterhaug er, og hvad byen skjuler. Samlet set fremstår Planterhaug som en særdeles original roman med stærke formmæssige kvaliteter, som gør, at den tydeligt skiller sig ud i den norske samtidslitteratur.

Romanen Láŋtdievvá ("Planterhaug", ikke oversat til dansk) er et kraftfelt på 185 små sider. Du bliver suget ind i kraftfeltet fra den første sætning i bogen. "Fra Tårnet blåser en vind, et drag som sniker seg nedetter fjellia på vei mot kysten, stryker over Storelva og Jonneengene i dalbotn før den kjæler Huuvas kinn der han står på tunet og ser drosja forsvinne bakom småbjørkene på Gáváhássu på vei tilbake dit den kom fra." (s. 7). 

Naturen er tæt på hele tiden, når historien om den lille samebygd, Láŋtdievvá, bliver fortalt. En bygd, hvor en betonblok på 25 meter tårner sig op over husene og naturen som et monument over modernisering og fornorskning, mens fåreflokken på sjette etage vidner om en ufuldendt proces. Handlingen i romanen er fuld af pludselige omvæltninger, gådefulde scener, måltider med blod og indvolde, truende væsner fra den samiske mundtlige tradition, situationskomik og et sprog, der rammer hele dit nervesystem på én gang. Forfatteren har også krydret romanen med adskillige allusioner til litteratur og musik. 

Kriminalbetjent John Edgar Huuva kommer fra Oslo til Láŋtdievvá for at efterforske den gamle alkoholiker, Nilsens, dødsfald. Huuvas afdøde far besøgte ofte sin hjembygd, Láŋtdievvá, om sommeren sammen med sønnen, som derfor har et vist kendskab til stedet og menneskene. Barndomsoplevelserne har efter alt at dømme sat spor i sjælen, da han som voksen har valgt at ændre sit efternavn til Huuva efter sin fars slægt. 

Mens han går rundt og observerer og stiller spørgsmål, fortælles historien om en del sørgelige menneskeskæbner, to slægter og hele lokalsamfundet. Men han kommer ikke til bunds i, hvad der skete, da Nilsen døde, og da hans kusine, Rakel, forsvandt for flere årtier siden. Huuva mislykkes som kriminalbetjent, men han fungerer godt som en katalysator for at afdække livet i Láŋtdievvá før og nu. Huuvas primære mål er at finde ud af mere om sig selv og sin egen baggrund. Men selv om Huuva føler en tilknytning til bygden, bliver han betragtet som en udenforstående – også af sin tante, som er det eneste tilbageværende familiemedlem. 

Hvordan forholder Láŋtdievvás beboere sig til deres samiskhed? Huuvas tante beskriver situationen således: "På Planterhaugen er både historia og framtida slipt vekk frå åsynet på dei som bur igjen her. Alt vi har igjen er no. Men vi har ingenplass å gå. Alt vi formår er å forsvinne." (s. 172). De føler sig ikke hjemme i det samiske fællesskab. Samtidig foregår der en revitalisering af samisk identitet i store dele af Sápmi. Huuva stiller et vigtigt spørgsmål: "Finnes egentlig det enhetlige, har det noen gang eksistert ei glattpolert kjerne man kan si er det rette og sanne?" (s. 180). I den samiske tekst formuleres det sådan: "Leago ovdal leahkán čoahkis?" (s.179, på norsk: "Har vi vært samlet tidligere?") Hvem er egentlig same, og på hvilke måder kan man forvalte sin samiskhed? 

Selv om pessimismen råder med hensyn til en samisk fremtid, lever folk i tæt kontakt med naturen og med en virkelighedsopfattelse, som på trods af kristendommen og fornorskningen, stadig genspejler dele af et traditionelt samisk verdensbillede. De mytiske elementer i teksten, blandt andet i form af Čuoppomáddu og den seksfingrede pige, skaber et spændingsfelt i forhold til den realistiske historie om Láŋtdievvá. De mytiske elementer smelter ikke ind i teksten, men de udfordrer den vestlige verdens rationelle virkelighedsforståelse, forlænger læsningen og opmuntrer læseren til at fuldende historien. Forfatteren har desuden indsat historier, som er skrevet af missionærer fra 1700-tallet, for at skabe kontrast mellem det kendte og det fremmedgjorte. Det betyder ikke, at teksten ikke lader sig åbne af den ikke-samiske læser, men den har en dimension, som er svær at få greb om, hvis man ikke kender kulturen. Romanen Láŋtdievvá byder således på masser af åndelig føde til læseren, men du finder næppe svar på alt – uanset din kulturelle baggrund. 

Romanen er skrevet og udgivet på både tornesamisk og norsk. Forfatteren, Sigbjørn Skåden, er født i 1976 i Skånland. Han debuterede i 2004 med det episke digt "Skuovvadeddjiid gonagas" (Skomakernes konge), som blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2007.

Sigbjørn Skåden (født 1976) er en samisk forfatter, som tidligere har udgivet flere digtsamlinger og romaner. Han skriver på både norsk og tornesamisk, og Planterhaug er udgivet parallelt på begge sprog. Láŋtdievvá er bogens tornesamiske titel.