Vinder af Nordisk Råds miljøpris 2020

Jens-Kjeld Jensen
Fotograf
Jens-Kjeld Jensen
Nordisk Råds miljøpris 2020 går til Jens-Kjeld Jensen fra Færøerne.
Temaet for årets pris er biodiversitet, og prisen skal gå til et nordisk initiativ, som sikrer en mere righoldig natur for vores fælles fremtid. Temaet afspejler og understøtter FN’s verdensmål 14 og 15 om livet i havet og på land.

Juryens motivering

Jens-Kjeld Jensen tildeles prisen for sin store indsats for at sætte fokus på mangfoldigheden i den færøske natur.

I over 40 år har Jens-Kjeld indsamlet viden og beskrevet alt fra lopper, mus og fugle til fossiler, svampe og buske i de færøske fjelde.

Som selvlært forsker og formidler har han i bøger og hundredvis af videnskabelige og populærvidenskabelige artikler oplyst færinger og fagfolk, og når det har været nødvendigt, har han advaret mod den trussel, som invasive arter og indgreb i naturen udgør mod den skrøbelige færøske natur.

Jens-Kjeld Jensen samarbejder med naturforskere verden over og har været med til at kortlægge over 350 nye arter på Færøerne. Han er kendt og respekteret blandt færinger og kollegaer for sit arbejde og har endda fået en art af natsværmere opkaldt efter sig.

Mange færøske børn og voksne har gennem udflugter med børnehaven eller skolen fået indblik i naturens forunderlige verden, når de har besøgt Jens-Kjelds hjem på øen Nólsoy. Derfor er det også tit ham de kommer i tanker om og kontakter, når de senere i livet finder eller ser et eller andet spændende i naturen.

Jens-Kjeld Jensens bidrag for forståelsen og bevarelsen af mangfoldigheden i den færøske natur er uvurderlig, og han er et forbilledligt eksempel på, hvor meget en ægte ildsjæl kan udrette for en mere rig natur.

For denne indsats mener bedømmelseskomiteen, at Jens-Kjeld Jensen skal tildeles Nordisk Råds miljøpris 2020.