Arndís Þórarinsdóttir og Hulda Sigrún Bjarnadóttir

Blokkin á heimsenda (”Blokken ved verdens ende”, ikke oversat til dansk) fortæller om en ganske almindelig familie af i dag. Forældrene er begravet i nutiden med økologisk samvittighedsnag, og børnene måler deres livsglæde i internettilslutningens kapacitet. Hovedpersonen Dröfn spiller Minecraft det meste af tiden, og Ingó, hendes ældre bror, er konstant på sin YouTube-kanal.

Alt dette ændres brat, da forældrene beslutter at flytte til en afsides ø langt fra Islands kyst. Faren i familie har sine rødder dér, og på øen bor hans aldrende mor Dröfn ved ikke, hvad der venter hende hos farmoren, som hun aldrig har mødt, men det viser sig hurtigt, at samfundet på øen er totalt forskelligt fra, hvad børnene er vokset op med.

Farmor bor sammen med alle øens øvrige indbyggere i Blokken, et hus, der knejser som et fjeld over øen uden internetforbindelse. Her hersker bedstemoren som Portneren med stort P. I Blokken er der ikke plads til dem, der modtager mere end de yder, og derfor har hver beboer sin stillingsbetegnelse og sin sociale opgave. Det er både lærerigt og eventyrligt at følge de to søskende fra det moderne liv ind i denne forunderlige verden af nøjsomhed og genanvendelse, hvor beboerne laver elektricitet på kondicykler og ingenting bare sker af sig selv.

Forfatterne sammenfletter humor og idérigdom i en original fortælling, som i sig rummer kritik af forbrugersamfundet og dets overflod. Dette budskab kommer dog aldrig til at tynge fortællingen, for legen og glæden skinner hele tiden igennem. Samtidig bliver der dog også sat et spørgsmålstegn ved den forenkling, som kendetegner dette ”forbilledlige” samfund, hvor alle har en bestemt rolle, skal tjene helheden og skubbe deres personlige længsler og drømme til side.

Et hovedtema i bogen er et samfunds opbygning og funktion, hvad det vil sige at tilhøre et samfund og have en opgave dér ligesom alle andre. Én for alle – alle for én. Dröfn lærer, at grundlaget for ethvert samfund ligger i forbindelser mellem mennesker. Et år var øen hjemsøgt af mæslinger, og der blev født to døve børn. Så sluttede samfundets medlemmer sig sammen, og hver eneste indbygger taler tegnsprog, for hver eneste indbygger har betydning, og alle skal kunne forstå hinanden.

Bogen stiller også det spørgsmål, hvad den enkelte har at tilbyde, og hvad han eller hun må ofre for helhedens skyld. På øen bliver alting udnyttet til det yderste, også menneskene. Samfundet er en maskine, og menneskene er dens tandhjul, alle gør deres til, at maskinen kører som smurt. Men hvad sker der, hvis én simpelt hen ikke vil dette liv og ikke stiller sig tilfreds med dette snævre system? Bogen handler også om oprør: børns oprør mod deres forældre, oprøret mod samfundets nyttetænkning, og oprøret fra dem, som længes efter noget andet end det, samfundet tildeler dem.

Selv om diskussionsemnerne i Blokkin á heimsenda er højpolitiske – naturbeskyttelse, samfund og regeringsform – ses fortællingen helt og holdent fra børns synspunkt. Dröfn er stærk, modig og kritisk over for sine omgivelser. Hun gennemskuer sine forældres og samfundets skrøbelighed, hvad der gør læseoplevelsen specielt styrkende for et barn.

Arndís Þórarinsdóttir har studeret litteraturvidenskab og skrivekunst og arbejder som forfatter. Hun var i en periode formand for den islandske sektion af IBBY. Hulda Sigrún Bjarnadóttir har både studeret psykologi og biblioteksvidenskab. Begge er bosat i Reykjavík og arbejder som forfattere.

Blokkin á heimsenda blev tildelt Den Islandske Litteraturpris 2020 og Guðrún Helgadóttirs Børnebogspris for upublicerede manuskripter 2020.