Cecilie Eken
I 25-året for sin forfatterdebut har Cecilie Eken beriget sine læsere med et nyt værk, der både er præget af et ubesværet sprog og af særdeles høj litterær kvalitet. Romanen Styrke er første del af trilogien Karanagalaksen, men fungerer fint som selvstændigt værk.
Romanen er et nyt højdepunkt i et forfatterskab, der har mange læsere, og som har modtaget en lang række priser, herunder Det Danske Akademis børnelitteraturpris, Silas Prisen.
Cecilie Eken har skrevet i de fleste litterære genrer; med Karanagalaksen skaber hun en hybridgenre, idet fantasy og science fiction smelter sammen til noget, vi måske kan kalde science fantasy. Bogen er bygget op som 27 optegnelser, hvori Saga Sølvisdatter søger at berette om det forræderi, som har ramt hendes planet Hvidøy, da den blev overfaldet af en krigerisk naboplanets hersker, fyrst Almaz. Hun folder sit vidnesbyrd ud om bord på det hudagtige, tænkende rumfartøj Brimdir, der er blevet slået ud af kurs.
Som man kan ane alene af navnene, henter romanen sit stof dels i den nordiske mytologi og dels i en avanceret fremtid, som har skabt teknologier, der skulle være i menneskets tjeneste. Karana betyder at gøre eller at skabe på sanskrit, men er også navnet på en traditionel indisk dans.
I det skabte univers af en fremtid, der er anderledes end nu, møder vi nye teknologiske frembringelser, men også nye plantearter med navne, vi ikke har hørt tidligere. Og hvad der er vigtigst, vi hører om og identificerer os med pigen Sagas kamp for en mere menneskelig verden, der er præget af mangfoldighed og bløde værdier.
Litterært og sprogligt mestrer Cecilie Eken det unikke, og man kan sige, at hun lever op til de krav til børne- og ungdomslitteratur af højeste karat, som tillægges Astrid Lindgren:
Skriv stort. Bring de store følelser i spil, så læseren møder glæder, sorger og alt det, der ligger derimellem. Men tal aldrig ned til din læser. I Styrke møder vi kærlighed, empati, tab, svigt, forræderi, død; ja, der er næppe en følelse, som ikke har fundet sin plads i historien.
Skriv enkelt. Gør sproget til det virtuose, men ligefremme instrument til at få historien til at leve. Snørklede sætninger og kunstige ord kan tage livet af historien.
Indfrielsen af disse to krav gør, at det lykkes, at en elementært spændende page-turner formår at forene et spændingsunivers med filosofiske og psykologiske overvejelser.
I Styrke viser Cecilie Eken, hvorfor hun har modtaget så mange litterære priser: Hun mestrer den organiske og ubesværede skrivekunst.
Bind 2 af Karanagalaksen er udkommet under titlen Tillid, og bind tre udkommer i løbet af 2019 under titlen Forbund.