Linda Bondestam

Linda Bondestam
Photographer
norden.org
Linda Bondestam: Mitt bottenliv – av en ensam axolotl. Billedbog, Förlaget M, 2020. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2021.

I et hjørne af verden lever en lykkelig, men mere og mere ensom, lille padde, som måske er den sidste af sin slags. Den vokser op på bunden af sin sø. Den lærer at svømme og opdager omverdenen gennem leg og samvær med sine venner. Men verden udenfor forandres, og axolotlens trygge hjørne trues af en katastrofe, som kommer tættere og tættere på.

Hvordan skriver man en billedbog for børn, som berører klimakrisen – et af de sværeste og mest betændte spørgsmål i vores tid? Bondestam gør det med både hjerne og hjerte i en svimlende fortælling, som forviser menneskene til periferien. Læserens blik fjernes dermed fra menneskehedens navle til et udvidet perspektiv med dyr og natur i fokus. Den dristige tematik holdes elegant i balance af det kærlige portræt af et utrolig charmerende urdyr, som emmer af livskraft.

Bondestams billedbogsfortælling Mitt bottenliv er suveræn og dramatisk. Opslagene er farvestrålende med mørke, suggestive baggrunde. Spændingen bygges op på fremragende vis ved hjælp af bladringens dramaturgi. Undervandsscener og kølvand stimulerer og udvider fantasien Læseren inviteres med ned i dybet og trækkes med af den kæmpebølge, som bruser hen over siderne og tager den skrækslagne axolotl med til en fremtid med en overraskende udgang.

Sproget er energisk og opfindsomt, og beslutningen om at gøre axolotlen til fortæller er genial. Takket være denne uimodståeligt charmerende hovedperson emmer fortællingen af empati og nerve. Ved at spejle de små ting i de store får læseren mulighed for genkendelse og engagement i den skrøbelige jordklode, som vi lever på, og hvis fremtid har betydning for os alle.

Linda Bondestam (f. 1977) har fået flere priser som illustrator, og hun har over 40 bøger bag sig som billedbogskunstner. Hendes samarbejde med eksempelvis Stella Parland i Katastrofer och strofer om slummer och stoj (2003), Minna Lindeberg i Allan och Udo (2011) (Allan og Udo, Turbine 2014, oversat af Marianne Iben Hansen), Ulf Stark i Diktatorn (2010) (Diktatoren, Buster Junior 2012, oversat af Maria Wittendorff) og Annika Sandelin i Silkesapans skratt (2019) ("Silkeabens latter", ikke oversat til dansk) er blevet hyldet, oversat og tildelt forskellige udmærkelser. I 2017 blev Ulf Stark og Linda Bondestams Djur som ingen sett utom vi (2016) (Dyr som ingen andre har set, Lamberth 2018, oversat af Lena Lamberth) valgt som vinder af Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Mitt bottenliv – av en ensam axolotl (2020) ("Mit liv på bunden – af en ensom axolotl", ikke oversat til dansk) er Bondestams anden helt egen billedbog.