Mary Ailonieida Sombán Mari og Sissel Horndal

Mary Ailonieida Sombán Mari och Sissel Horndal
Fotograf
Ánde Somby & Geir Anders Hætta Berg
Mary Ailonieida Sombán Mari og Sissel Horndal (ill.): Arvedávgeriikii. Billedbog. Davvi Girji, 2022. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2023.

Motivering

Arvedávgeriikii ("Til regnbuens land", ikke udkommet på dansk) er en nordsamisk børnebog, som er skrevet af Mary Ailonieida Sombán Mari. Sissel Horndal har illustreret bogen. Mary Ailonieida Sombán Mari debuterede i 1976 med børnebogen Ámmul ja alit oarbmælli ("Ámmul og den blå kusine"), som markerede udgivelsen af den første samiske børnebog. Siden da har hun været en aktiv forfatter, og hun har udgivet flere tekster til både børn og voksne. Hendes tekster er ofte forankret i samisk mytologi og samiske tankesæt. I 2022 blev Mary Ailonieida Sombán Mari nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for digtsamlingen Beaivváš mánát/Leve blant reptiler

 

Arvedávgeriikii er en skabelsesberetning om, hvordan regnbuen blev til, og den fører læseren med ind i farvernes rige. Hver farve har renens skikkelse, og forfatteren beskriver godt og legende hver farves egenskaber. Alle farver skal til fest på Rássegáldu sankthansaften. 

Festen bliver afbrudt da Baján (Torden) og Álddagas (Lynet) ankommer til festen sammen med Gullskyen. Dette markerer bogens dramaturgiske klimaks, og Gullskyen beder farverne om at gå til en efter en. Med farvernes vilje og styrke bliver regnbuen til, og der dannes venskaber mellem farverne, idet de sammensættes til en regnbue. Regnbuen bliver til jordens smykkes og repræsenterer værdierne, styrkerne og de indre kræfter i alle forskellige farver.

 

Forfatteren har en fremragende fortællerstemme og behandler vigtige temaer som menneskeværd, venskab og kærlighed på en fin og livlig måde. I beskrivelsen af hver farve bruger forfatteren repetition i forklaringen af, at hver farve har sine nætter, sin musik og sine karameller. Repetitionen giver et fint billede af et fællesskab – at farverne på trods af deres forskellige styrker og uligheder har noget til fælles.

 

Sissel Horndal har illustreret bogen Arvedávgeriikii. Horndal har rent visuelt skabt gode illustrationer af farverne og deres egenskaber. Illustrationerne er æstetiske og farverige akkurat som fortællingen. Farver spiller en central rolle i det samiske. Den traditionelle beklædning i Sápmi er farverig, og naturen i Sápmi har stærke kontraster fra den ene årstid til den anden. Det visuelle komplementerer og styrker fortællingen i sin helhed og skaber en god læseoplevelse.

 

Bogen er særdeles aktuel i forhold til dagens samfundsdebat og håndterer temaerne omkring regnbuen og mangfoldighed på en meget behagelig og legende måde – præcis som det er naturligt for en børnebog. Fortællingen er original, og den er tydeligt forankret i samiske tankesæt, værdier og verdensopfattelse. Arvedávgeriikii er en god og vigtig børnebog.