Grænsehindringsrådet bifalder Sveriges lettelse af grænserestriktioner for danskere og nordmænd

24.03.21 | Nyhed
Bolig i Sverige
Sverige letter på indrejsereglerne for personer fra Danmark og Norge. Det indebærer blandt andet, at indbyggere i Danmark og Norge, der ejer et fritidshus i Sverige, kan rejse ind i landet, og at familier, som er bosat på hver sin side af grænsen, kan mødes i Sverige, Kravet er dog en negativ coronatest.

– Det er en meget glædelig besked for tusindvis af mennesker, der bor i Danmark eller Norge og har ejendom eller familie i Sverige. Det er også en glædelig besked for det nordiske Grænsehindringsrådet, som har gjort en aktiv indsats for at løse denne udfordring. Nu skal vi bare sørge for, at vi slipper for lignende grænselukninger i fremtiden, siger Bertel Haarder, som er medlem af Grænsehindringsrådet.

Grænsehindringsrådet, som har til opgave at fremme den frie bevægelighed i Norden, har i sine rapporter til de nordiske samarbejdsministre blandt andet fremhævet de svenske grænserestriktioner mod Danmark og Norge. Rådet har også haft et aktivt samarbejde med myndigheder og organisationer i et forsøg på at løse grænseproblemerne.

Lettelserne i forbindelse med indrejse til Sverige kommer til at berøre mange familier og deres nærtstående i Norden og ikke mindst de 10.000 danske og 12.500 norske fritidshusejere, som i lang tid ikke har haft mulighed for at benytte deres huse.

– Vi har set, hvordan forskellige restriktioner har ramt indbyggere i de nordiske grænseregioner uforholdsmæssigt hårdt under pandemien. Regeringens udmelding er et skridt i den rigtige retning, men der er flere forstyrrelser at løse i hele Norden, inden vi er tilbage til normaltilstanden, siger Svend-Erik Bucht, som er svensk medlem i Grænsehindringsrådet.

Restriktionerne ophæves den 31. marts

Ifølge en pressemeddelelse fra den svenske regering dropper Sverige sine indrejserestriktioner over for Danmark, Norge og sågar Storbritannien fra den 31. marts. Ændringerne indebærer desuden, at personer, der ankommer fra Danmark og Norge og ønsker at passere igennem Sverige via vejnettet, får lov til dette.

Kravet om en negativ Covid-19-test opretholdes, og den negative test må ikke være ældre end 48 timer ved indrejse.

For pendlere er reglen, at testen maksimalt må være en uge gammel. Ifølge pressemeddelelsen udvides denne lettelse nu til også at omfatte personer, som passerer grænsen hyppigt i forbindelse med studier.

Stadig problemer at løse

Stadig mange udfordringer med restriktioner i Norden, som skal løses. For eksempel har pendlere fra Sverige og Norge til Finland stadig indrejseforbud, hvis de ikke har et såkaldt nødvendigt arbejde. Disse pendlere står helt uden løn eller anden indkomst.

Derudover må ugependlere fra Sverige og Finland samt arbejdspendlere fra Danmark stadig ikke tage på arbejde i Norge.

Grænsehindringsrådet bliver ved med at presse på for også at få løst disse problemer.

 

Grænsehindringsrådet er et politisk nedsat organ, som på opdrag af de nordiske regeringer skal fremme den frie bevægelighed i Norden for både privatpersoner og virksomheder. Grænsehindringsrådet har som mål at fjerne 8-12 grænsehindringer hvert år. Rådet har ti medlemmer