Ny podserie: Sådan ser kampen mod sexchikane ud i Nordens kulturliv

03.09.20 | Nyhed
Ny poddserie om #metoo
Photographer
Nordisk kulturkontakt

Finlands ligestillingsombudsmand Jukka Maarianvaara og Lottaliina Pokkinen, som er chef for juridiske anliggender hos Finlands musikerforbund, medvirker i det første afsnit af Metoo-podden 

Hvordan ser situationen ud i dag, tre år efter at metoo-bevægelsen bredte sig over hele verden? Kultursektoren var kraftigt repræsenteret blandt vidneudsagnene. Kæmper den stadig med de samme udfordringer? I en ny podserie fortæller forfattere, genusforskere, musikere og unge aktivister fra hele Norden om det arbejde, der gøres for at bekæmpe sexchikane.

I det første afsnit kan du høre ligestillingsombudsmand Jukka Maarianvaara og Lottaliina Pokkinen, som er chef for Finlands musikerforbund, fortælle om, hvad den øgede bevidsthed og viden om seksuelle overgreb har betydet for branchen.

– Mange freelancere er bange for at blive stemplet som besværlige, hvis de taler åbent om sexchikane, og jeg tror, at vi har brug for de offentlige sager for at komme videre, siger Lottaliina Pokkinen.

Feministisk aktivisme og politiske indsatser

Teaterinstruktør og dramatiker Lærke Reddersen fra Danmark diskuterer feministisk aktivisme med finlandssvenske Nina Nyman, som er doktorand i genusvidenskab ved Åbo Akademi. De sammenligner, hvordan aktivister, medier og politikere har ageret i Danmark, Finland og Sverige.

Medier, unge og metoo

Ebba Witt-Brattström, forfatter og professor i nordisk litteratur, gæster podden i afsnit fire sammen med historiker og klummeskribent Nicolas von Kraeme. De kommer med deres perspektiver på mediedebatten i forbindelse med #metoo.

Hvordan oplevede de unge og helt nye på arbejdsmarkedet metoo-bevægelsen? De unges perspektiv debatteres af ligestillingsekspert Malin Gustavson, Tanja Rönnberg fra Red Barnet og Nicholas Kujala, som er præsident for Ungdommens Nordiske Råd.

Kulturministrene står bag satsningen på #metoo

Metoo-podden er en fortsættelse af de nordiske kulturministres satsning på #metoo i kultursektoren og knytter an til den seminarserie om #metoo, som blev afholdt i alle de nordiske lande i 2019. Podden produceres af Nordisk kulturkontakt og tager udgangspunkt i Finland, hvorfra man retter blikket mod resten af Norden.

– Det er utroligt fint, at de nordiske kulturministre har sat spotlight på sexchikane i kultursektoren og tager det alvorligt.  Jeg er meget glad or, at vi med podden kan holde liv i debatten om sexchikane, siger Ola Kellgren, som er direktør for Nordisk kulturkontakt.

– Vores ambition med podden har været at tilføje de unges perspektiv og fremhæve de fremskridt, der er sket i indsatsen mod sexchikane, men også at give plads til kritiske synspunkter og synliggøre de udfordringer, der stadig eksisterer.

Metoo-poddens afsnit:

  • Afsnit 1: Tilstandsrapport fra Finland og musikbranchen (publiceres 3. september)
  • Afsnit 2: Tilstandsrapport fra Danmark og feministisk aktivisme (publiceres 10. september)
  • Afsnit 3: Tilstandsrapport fra Åland og børne- og ungdomskultur (publiceres 17. september)
  • Afsnit 4: Debatten om Metoo (publiceres 24. september)
  • Afsnit 5: Tilstandsrapport fra Norge og Sverige og mandens rolle (publiceres senere)
  • Afsnit 6: Ung og nyuddannet i scenekunstbranchen (publiceres senere)
  • Afsnit 7: Tilstandsrapport fra Island, sociale medier og retsprocesser (publiceres senere)

Podserien er på skandinavisk, og Madeleine Dunderlin fra Nordisk kulturkontakt er programvært.

 

Contact information