Ny rapport udpeger sårbarheder i den nordiske energisikkerhed
I rapporten “Energy Security in the Nordics” præsenteres 25 anbefalinger til, hvordan de nordiske lande i fællesskab kan udvikle en mere robust energisikkerhed. Nordisk Ministerråds generalsekretær Karen Ellemann understreger, at Norden har gode forudsætninger for at håndtere udfordringerne, men at vi ikke er i mål endnu.
Norden har allerede stærke energisystemer og mange års erfaring med samarbejde baseret på tillid. Nu er vi nødt til at tage næste skridt for at styrke vores fælles energisikkerhed. Et dybere energisamarbejde vil styrke både vores modstandskraft og den grønne omstilling.
Behov for styrket beskyttelse og bedre koordinering
Analysen sætter især fokus på behovet for at beskytte kritisk energiinfrastruktur og sikre adgang til vigtige komponenter i energisystemet. Ifølge anbefalingerne bør de nordiske lande blandt andet:
- udarbejde en fælles strategi for energisikkerhed
- forbedre koordineringen af tilslutning af store, nyt elbrugere og
- styrke beredskabet ved at øge lagerbeholdningen af kritiske komponenter
De nordiske lande har i flere årtier opbygget stærke institutioner og et omfattende samarbejde på tværs af landegrænserne. Udfordringen i dag består i, at nye trusler kræver samarbejde, som ikke bare er politisk og strategisk, men også operationelt.
Kraftig stigning i efterspørgslen efter strøm
Det nordiske elforbrug ventes at stige markant i de kommende år i takt med industriens omstilling og etableringen af nye, energikrævende virksomheder. Fortsat udbygning af vedvarende og fossilfri energiproduktion fremhæves som afgørende for regionens langsigtede modstandskraft.
Rapporten er bestilt af Nordisk Ministerråd og dens institution Nordisk Energiforskning, som finansierer fællesnordisk energiforskning og energisamarbejde.
De nordiske lande er knyttet tæt sammen og er afhængige af hinandens energisystemer. Derfor skal vi også blive bedre til at håndtere trusler og kriser sammen.”