Følg med i COP30: Se events fra den Nordiske Pavillon
Johan Rockström og Alexandre Antonelli på scenen i den nordiske pavillon på COP30.
Johan Rockström og Alexandre Antonelli på scenen i den Nordiske Pavillon på COP30.
Under COP30 i Belém står Nordisk Ministerråd vært for over 40 events, der giver status, præsenterer løsninger og diskuterer vejen mod en klimaneutral og bæredygtig fremtid i tråd med Parisaftalen. Udvalgte events publiceres løbende, så alle kan følge med i diskussionerne, som de udfolder sig under klimaforhandlingerne.
Fem events ligger allerede klar, og flere følger i de næste dage.
Blandt højdepunkterne er en samtale mellem de anerkendte forskere, professor i jordsystemvidenskab Johan Rockström og professor i biodiversitet Alexandre Antonelli, om de dybe forbindelser mellem klima og biodiversitet. De talte blandt andet om havstrømmen AMOC og alvoren i den nyeste forskning, der anslår en 1–10 % risiko for kollaps. De kom også ind på hvordan fødevaresystemer spiller en central rolle i at håndtere både biodiversitets- og klimakrisen.
I debatten om mad fra havet deltager Norges klimaminister Andreas Bjelland Eriksen, Brasiliens minister for udvikling, sociale spørgsmål, familie og kampen mod sult Wellington Dias, samt vicegeneralsekretær for UN Global Compact Sanda Ojiambo. Sammen med forskere ser de nærmere på havbaserede fødevarer som en overset ressource til at sikre bæredygtige og nærende måltider til verdens befolkning.
Se også forskerpanelet om bioøkonomi som en klimaløsning, og oplev repræsentanter fra Samerådet, UNEP og Arctic Monitoring & Assessment Programme gøre status på trippelkrisen.
Hvad sker der i den nordiske pavillon?
Den Nordiske Pavillon på COP30 samler nordiske og internationale aktører, der alle ønsker at fremme klimahandling gennem samarbejde, innovation og inklusion.
- Program: Over 40 events med højniveaudebatter og forskerpaneler
- Brobygning: Mellem forskning, politik og praksis. Ministre, erhvervsledere, ungdomsdelegater, klimaambassadører, civilsamfund og forhandlere mødes i samtaler og debatter.