232. Sirið Stenberg (Hovedindlæg)
Tak for det. Og tak for muligheden for at præsentere det arbejde, som ministerrådet har udført inden for ligestillingsarbejdet det seneste år. Vi er særlig taknemmelige for Nordisk Råds engagement, som har været med til at styrke vores indsats på dette område som en fælles kerneværdi i alle de nordiske lande. Samarbejdet har bidraget med værdifuld indsigt og ligeledes udvikling af det kommende samarbejdsprogram. Nordisk Råds delegation er den afgørende drivkraft og støtte, i forhold til hvordan vi sammen kan håndtere ligestillingsudfordringerne i Norden både nu og fremover, globalt såvel som nationalt.
I 2024 markerer vi, at de nordiske regeringer har arbejdet sammen om ligestillingsområdet i 50 år. Når vi kigger på resten af verden såvel som vores egne lande, ser vi desværre en voksende modstand imod ligestilling og lige rettigheder, også for lgbti+-personer. Derfor føles det nordiske samarbejde for ligestilling og lige rettigheder mere relevant end nogen sinde. Jeg er glad for at kunne fortælle jer, at vi i Nordisk Ministerråd for Ligestilling og LGBTI de seneste år har gjort fremskridt på mange forskellige områder, der fremmer både ligestilling og lige rettigheder for lgbti-personer.
Ulige løn er stadig en udfordring i alle de nordiske lande. Derfor har vi kortlagt de udfordringer, som stadig består, og identificeret gode nordiske løsninger. I aften fra kl. 19 til kl. 21.30 vil vores kollegaer fra Nordisk information for viden om køn præsentere og diskutere resultaterne, og jeg kan forstå, at der er stor interesse, og at alle pladser er optaget.
Seksuel chikane i arbejdslivet er også stadig en fælles udfordring, og derfor har vi udviklet en fælles nordisk metode til at forebygge og gribe ind via forskning i det igangværende arbejde i de nordiske lande.
Vi er fortsat stærkt engageret i at forebygge og modvirke kønsbaseret vold. Under FN's Kvindekommissions samling i New York sidste år fokuserede vi særlig på de nordiske løsninger i forhold til onlinekrænkelser, og vi følger nu op med en kampagne mod onlinechikane og had på sociale medier i de nordiske lande. Under dette års kvindekommissionssamling brugte vi det nordiske program til at fremme vigtigheden af kvinders økonomiske ligestilling og frihed.
Vi er bekymrede over ligestillingskonsekvenserne af de udbredte mentale problemer, som vi ser i disse år, især blandt unge, og derfor har vi kortlagt, hvordan vi bedre kan hjælpe unge mænd, der kæmper med psykisk mistrivsel.
Hvis den grønne omstilling skal lykkes, har vi brug for at få alle talenter i spil. Derfor samlede vi sidste år over 100 nordiske og baltiske aktivister for at udvikle et fælles budskab om ligestilling i den grønne omstilling forud for COP 28.
Det er vigtigt for os i ministerrådet, at man i Norden skal kunne være den, man er, igennem hele livet, og derfor har vi både udviklet anbefalinger om, hvordan vi kan imødekomme behovene hos ældre lgbti-personer, samt hvordan vi bedre kan inkludere transpersoner på det nordiske arbejdsmarked.
I årets ligestillingsredegørelse vil I se, at alle sektorer under Nordisk Ministerråd arbejder aktivt med at integrere ligestilling i deres arbejde. Redegørelsen finder dog også, at vi kunne gøre mere for at sikre, at alle sektorer har den kapacitet, de har brug for for effektivt at nå deres ligestillingsmål. Det er noget, vi skal se nærmere på til næste år.
Til sidst vil jeg understrege, at vi, de nordiske ligestillingsministre, er meget bekymrede over den voksende modstand, som der er imod ligestilling og imod lige rettigheder, både globalt og i vores egne lande. Jeg kan forsikre jer om, at vi vil forblive engagerede i arbejdet, både i udlandet og hjemme. Tak.