Få styr på best practices for bæredygtige fødevarer i Norden
Information
Øens Have
Refshalevej 157
1432 Copenhagen
Danmark
Temaet for Nordisk Råds miljøpris i 2021 – og for denne event – er bæredygtige fødevaresystemer. De otte nominerede repræsenterer alle nordiske løsninger på udfordringen med at skabe bæredygtige fødevaresystemer. De arbejder inden for en bred vifte af områder, blandt andet en database over almindelige fødevarers CO2-fodaftryk, regenerativt landbrug, som binder CO2 i jorden, og et drivhus i Grønland, som forsyner både indbyggere og lokale restauranter med friske råvarer, for blot at nævne nogle få.
Sammen med de nominerede guider moderator Helle Solvang os gennem en debat om, hvordan vi kan gøre vores fødevaresystemer mere bæredygtige – fra hav og jord til bord og tilbage igen. Helle Solvang er grundlægger af medie-, handlings- og læringsplatformen Jordens Skole. Hun har mange års erfaring med at udklække viden, idéer og evner, som støtter grønne overgange.
Ud over de nominerede deltager også Stian Haanes, en af stifterne og lederne bag initiativet Too Good To Go, som vandt Nordisk Råds miljøpris i 2016. Han fortæller om sine erfaringer fra den personlige rejse, som han har været på, fra han vandt prisen og frem til i dag.
De 8 nominerede
Om årets tema: Bæredygtige fødevaresystemer
For at fødevareproduktion skal kunne betragtes som bæredygtig, skal fødevarerne så vidt muligt produceres lokalt ved hjælp af miljømæssigt bæredygtige metoder. Inden for landbrug er der fokus på recirkuleret plantenæring og miljøvenlige driftsmetoder, hvor der tages højde for udledning af drivhusgasser og kulstoflagring, biodiversitet og god håndtering af vandressourcer. Når det gælder dyrehold og fiskeopdræt, skal man påtage sig et miljøansvar og opretholde høje standarder for dyrevelfærd. Naturressourcer, der anvendes til fødevarer, for eksempel vildt, vildtlevende fisk og andre naturprodukter, udnyttes med omtanke.
Når ingredienser forarbejdes til fødevarer, skal man bevare så meget som muligt af deres ernæringsmæssige indhold. I fødevareindustrien går ingen ressourcer til spilde, produkterne emballeres på en energieffektiv måde, og miljøindvirkningen fra distributionen minimeres. Virksomheder og detailhandlere tilbyder kunderne bæredygtige alternativer og minimerer ved hjælp af egne initiativer madspild. De fødevarer, som forbrugerne køber, er fremstillet af miljømæssigt bæredygtige alternativer såsom sæsontilpassede vegetariske fødevarer. Vi spiser så mange kalorier, som vi har brug for, ingen fødevarer går til spilde, og organisk affald genbruges.
Om Nordisk Råds miljøpris
I år uddeles Nordisk Råds miljøpris for 27. gang, og i 2021 går prisen til et nordisk initiativ, der har gjort en særlig indsats for at sikre et bæredygtigt fødevaresystem. Alle kan nominere kandidater til prisen, og vinderen belønnes med DKK 300.000.
Prisen blev uddelt for første gang i 1995 og har til formål at skabe øget opmærksomhed om miljøindsatser i de nordiske lande. Alle kan nominere kandidater. Miljøprisen uddeles til en nordisk person, organisation eller virksomhed, som har formået at integrere respekt for miljøet i sin virksomhed eller aktiviteter på en forbilledlig måde eller på anden vis har ydet et ekstraordinært bidrag til miljøet.