Grønlandsk arbejdsmarkedsydelse ved ledighed

Rød båt utenfor Ilulissat
Photographer
Silje Bergum Kinsten/norden.org
Her kan du læse om den grønlandske arbejdsmarkedsydelse, som du kan have ret til ved ledighed i Grønland.

Der findes ikke arbejdsløshedskasser (a-kasser) i Grønland. Du kan dog have ret til arbejdsmarkedsydelser fra kommunen, når du er ledig.

Hvis du bliver ledig, skal du først og fremmest kontakte dit lokale Majoriaq-center. Majoriaq findes i alle grønlandske byer og organiserer tilbud for ledige, administrerer sagsbehandling, ansøgninger om ydelser og tildeler revalidering til langtidsledige. Majoriaq kan hjælpe dig, hvis du ønsker at deltage i erhvervsfremmende aktiviteter eller ønsker opkvalificering, så du har bedre chancer for at få et nyt job.

Hvilke betingelser skal du opfylde?

For at få ret til ydelser ved ledighed skal du være uforskyldt ledig. Ydelsen afhænger af din beskæftigelse de seneste 13 uger før ledighed. Du kan derfor ikke få arbejdsmarkedsydelse, hvis du netop har afsluttet en uddannelse.

Derudover skal du være: 

  • Fyldt 18 år eller være forsøger
  • Folkeregistreret i Grønland
  • Tilknyttet arbejdsmarkedet i den forstand, at du skal have arbejdet mindst 182 timer de sidste 13 uger

Når du får arbejdsmarkedsydelse, har du en række pligter, du skal leve op til. Lever du ikke op til dem, risikerer du at miste din ydelse. Du skal derfor:

  • Tage imod arbejde som kommunen anviser
  • Være med til at lave din egen handlingsplan

Overholde aftaler om opkvalificering, beskæftigelse eller aktivering

Hvordan søger du arbejdsmarkedsydelse ved ledighed i Grønland?

Hos dit lokale Majoriaq-center kan du få hjælp til at søge arbejdsmarkedsydelse ved ledighed. Du får udleveret et ansøgningsskema, som du skal udfylde. Husk at medbringe:

  • Dokumentation for at du ikke arbejder mere, fx opsigelse eller udløb af kontrakt
  • Lønsedler fra de seneste 3 måneder eller 13 uger
  • Eventuelle uddannelsesbeviser
  • Eventuelle kursusbeviser
  • Dit skattekort
  • Dit kontonummer

Medarbejderne på Majoriaq vurderer med det samme, om du er berettiget til arbejdsmarkedsydelse og i så fald størrelsen på ydelsen. Du får derefter svar på din ansøgning med det samme.

Oplysningspligt

Du har pligt til at oplyse dit lokale Majoriaq om ændringer i dine private forhold, som har indflydelse på din arbejdsmarkedsydelse. Det kan være flytning, arbejde eller at du er tilkendt anden offentlig ydelse.

Forsømmer du din oplysningspligt, kan du risikere at skulle betale ydelse tilbage.

Kontakt myndighed
Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.